Vi skal sortere meget mere af vores husholdningsaffald i de kommende år, og i mange kommuner er borgerne allerede gået i gang.
Målet er, at vi i 2022 genanvender 50 procent af vores husholdningsaffald mod 22 procent i dag.
Samtidigt hører vi jævnligt nyheder om, at landets forbrændingsanlæg henter affald i udlandet for at fylde deres anlæg op og producere el og fjernvarme til os forbrugere.
Hvorfor sortere affald, når vi samtidig har brug for det? dr.dk/viden har stillet spørgsmålet til Institut for Vand og Miljøteknologi ved DTU Miljø.
Ikke et spørgsmål om enten eller
Hvis vi vil minimere miljøbelastningen ved affald, er det ikke et spørgsmål om enten forbrænding eller genanvendelse.
Det siger Thomas Fruergaard Astrup, lektor på Institut for Vand og Miljøteknologi ved DTU Miljø.
- Det relevante spørgsmål er derimod, ved hvilken udnyttelse af affaldet kan der opnås de største miljøgevinster? siger han.
Affald giver energi og fjernvarme
I forbrændingsanlæg bliver husholdningsaffaldet brændt i store ovne, der producerer el og fjernvarme.
På den måde udnyttes energiindholdet i affaldet, og man belaster miljøet meget mindre end, når man bruger fossile brændsler som olie, kul og gas til energifremstilling.
Ved genanvendelse udnytter man de samme materialer i affaldet til nyproduktion.
- Miljøgevinsten ved de to løsninger (forbrænding hhv. genanvendelse) afhænger af effektiviteten af de to processer og hvordan "outputtene" anvendes i samfundet, siger Thomas Fruergaard Astrup.
Ingen miljøgevinst hvis slutproduktet er ringe
Der opnås ikke nogen stor miljøgevinst, hvis genanvendelsen ikke tilstrækkeligt effektivt udsorterer og udnytter materialerne i affaldet, og de 'sekundære' råvarer har en dårlig kvalitet.
Det gælder, fx hvis man genanvender plast af lavere kvalitet til hegnspæle eller havemøbler.
- I sådanne tilfælde vil miljøgevinsten typisk være større ved effektiv energiudnyttelse af affaldet, altså forbrænding. Dette gælder specielt for plast, der både kan udnyttes materialemæssigt og energimæssigt, siger Thomas Fruergaard Astrup.
Effektive danske forbrændingsanlæg
Forklaringen er, at moderne forbrændingsanlæg i Danmark er meget effektive.
- Det vil sige, at hvis genanvendelsen af plast skal kunne konkurrere miljømæssigt, skal mængden og kvaliteten af det udsorterede plast være høj, siger Thomas Fruergaard Astrup.
Derfor giver det stadig mening at forbrænde affald i Danmark, mens det samme i andre lande ikke nødvendigvis er tilfældet.
Svært at undvære forbrænding
Det ville måske teknisk set være muligt at undvære forbrænding, hvis man ville droppe det lige nu.
- Omend tvivler jeg på, at det samfundsøkonomisk ville give mening, siger Thomas Fruergaard Astrup.
- Jeg er ret sikker på, at ensidig afskaffelse af forbrænding ville betyde mindre effektive løsninger med den nuværende teknologi og større miljøbelastning samlet set end vores nuværende situation, siger han.
Affald fra lande der ikke er gode til forbrænding
På mange af de danske forbrændingsanlæg forklarer man import af affald med, at Danmark er langt bedre til at udnytte energien i affaldet end de lande, som affaldet kommer fra.
Samtidig er de moderne forbrændingsanlæg i dag udstyret med effektive røggasfiltre og andre løsninger, der minimere belastningen til miljøet.
Det bekræfter man på DTU Miljø.
- Det er vigtigt at erkende, at vores udgangspunkt miljømæssigt er væsentligt bedre end mange af de lande, som vi ofte sammenligner os med, siger Thomas Fruergaard Astrup.