Solceller og især solcelleanlæg har fyldt meget i debatten den seneste tid. Det handler om energi for os, og hvis vi har købt en solcellelampe, så er det mest for sjov. Vi tager lys for givet. Og når det er mørkt, tænder vi for kontakten.
Sådan er det ikke i Afrika. Der er mørkt om natten fx i Uganda - helt sort.
Døgnet skifter mellem sol og buldrende mørke, og det er svært at se noget som helst ude i de små landsbyer. Men her gør solcellelamper virkelig en forskel.
Petroleum er træls
Normalt bruger man petroleumslamper til at lyse op med, men de er både brandfarlige, giver et svagt lys, og væsken er giftig. Hvis man taber en dråbe ned i maden, så er maden ødelagt. Når man er fattig, spiser man den alligevel, og får ondt i maven.
Og man sparer på den dyre petroleum, så al aktivitet stopper, når det er blevet mørkt, og man har spist.
Nu har omkring 20.000 familier med dansk hjælp fået en solcelle-lampe, der lyser godt op om aftenen i de mørke hytter.
Forandrer livet for familierne
- Det betyder, at familien kan lave ting fx flette måtter, som de kan sælge på markedet. Og børnene kan læse lektier, og på den måde få en bedre skolegang og måske en uddannelse.
Det siger Ruth Kiwanuka, administrerende direktør i Joint Energy and Environment Projects, JEEP, Kampala, Uganda.
Hun var for nyligt i Danmark og mødte Orientering på P1. Og bagefter tog hun til Nordjylland.
For JEEP samarbejder med det nordjyske energiselskab Energi Nord A/S, der tilbyder, at man kan købe strøm gennem projektet 'Lys i Afrika', og så går 2 øre pr kWh til solcellelamper.
Mangel på energi
Med solcellelamperne kan dagslyset, solens stråler, så at sige 'gemmes' og bruges senere. Og sol er der masser af i Uganda om dagen, energi er der til gengæld udbredt mangel på.
Under 10 procent af de 33 millioner mennesker i Uganda har adgang til anden energi, end den de får fra biomasse, først og fremmest brænde, og det lider skove og træer under.
- Folk hugger ned i stor stil for at tjene på brændet. Kun folk i den øverste middelklasse har adgang til el og den bruges fortrinsvis til lys, en vandopvarmer eller måske et kogeapparat, siger Ruth Kiwanuka.
Derfor gør vi det
Helle Pasgaard er marketingkoordinator i Energi Nord A/S i Aalborg. Hun fik ideen til solcelle-projektet tilbage i 2008, da hun så et indslag i TV Avisen om, hvor stor glæde en fattig familie havde fået af en solcellelampe.
Og efter at projektet er kommet i gang, så har Helle Pasgaard også været på besøg i Uganda. Hun besøgte blandt andet en familie, der havde haft lampen i et stykke tid.
- Moren flettede måtter, der kunne sælges. Og børnene kunne læse lektier. Det handler ikke bare om at dele lys og se hinanden, men også at spare penge på at købe petroleum. Og de får en ekstra indtægt, fordi de har lys om aftenen. Yes! tænkte jeg, det er derfor, at vi gør det, siger Helle Pasgaard til Orientering på P1.
Det stopper ikke her
Der er rift om solcellelamperne. Og Energi Nord og JEEP får hele tiden nye ideer til, hvordan projektet kan udvides.
I flere fattige lande har man hoppet leddet med telefon over, og er gået direkte til mobiltelefoner. Men folk skal gå eller køre mange kilometer for at finde et sted, hvor de kan få ladet mobilerne op. Og de skal yderligere vente i flere timer på, at batterierne opladet.
Flere skolebygninger har fået installeret solcellepaneler på taget. Og det er oplagt at udnytte dem.
- Vi vil gerne tænke en opladningsfunktion ind i det. Så barnet kan få ladet mobiltelefonen op undervejs i skoledagen, og måske bare betale lidt for det, siger Helle Pasgaard.