Arla speeder op for bæredygtig soja

Fødevareminister Dan Jørgensen kalder det et 'prisværdigt initiativ af Arla'.

På billedet kan du se en sojamark i Argentina. - Meget af foderet til Arlas malkekøer er hjemmedyrket, mens sojaindholdet i foderet varierer fra 0 til 10 procent. Ud over at købe certifikater støtter Arla forskning inden for alternative proteinkilder til malkekøer. (Foto: © Alfonso- Wikimedia Commens, Wikimedia Commons - Alfonso)

Når danske malkekøer gumler foder med sojabønner i sig, kan landmændene kigge på med god samvittighed, i hvert fald hvis de leverer mælk til Arla.

Arla har besluttet, at mejerikoncernen fra i år vil støtte ansvarlig produktion af soja i Sydamerika.

Det sker gennem køb af særlige 'bæredygtigheds'-certifikater, der dækker 100 procent af den soja, der anvendes til kvægfoder i Danmark og i øvrigt fem andre lande. Det glæder fødevareminister Dan Jørgensen, skriver han til dr.dk/viden.

Rapport om kritisabel sojaproduktion

Produktionen af soja til danske svin, køer og fjerkræ lægger beslag på et område på Sjælland i Sydamerika.

I produktionen bliver der nogle steder brugt kemikalier, der er forbudt i EU, og som skader lokalbefolkningen. Der bliver også fældet regnskov, samtidig med at arbejdsforholdene er dårlige.

Det har en rapport fra Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug på Aarhus Universitet i 2013 blandt andet konkluderet.

Fremskubber certifikater et år

Nu vil Arla købe certifikater fra mærkningsordningen Round Table on Responsible Soy (RTRS), der netop arbejder for at gøre sojaproduktionen mere bæredygtig.

Det var ellers meningen, at det først skulle have været fra 2015, men Arlas bestyrelse har fremskubbet det et år.

Certifikaterne skal dække 100 procent af den soja, Arlas mælkeproducenter fodrer dyrene med i Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Luxembourg.

Samme soja men med signal i

Det betyder ikke, at sojaen her og nu bliver ændret i staldene, forklarer kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen til dr.dk/viden.

- For certifikater er én ting, rigtig bæredygtighed er noget andet, siger Astrid Gade Nielsen.

- Men det er første trin og nødvendigt for at skubbe på processen, siger hun.

Astrid Gade Nielsen peger på, at det samme gælder i forhold til certificeringsordninger for kakaobønner og palmeolie. Det vil gøre det mere attraktivt for producenter at producere bæredygtig soja.

En bevægelse i Europa over imod RTRS

Arla er i forvejen med en arbejdsgruppe, som fødevareministeren har bedt om senest 1. april 2014 at komme med et bud på, hvordan Danmark sikrer bæredygtig og ansvarlig produktion af sojabønner.

Der forventer Arla mere vidtgående løsninger end certifikater, siger Astrid Gade Nielsen.

Arla fortsætter også et samarbejde med andre fødevareproducenter og foderstofselskaber om et mål for bæredygtighed. Men det var naturligt at gå over til RTRS-certifikater allerede nu, mener Arla.

- Der er en bevægelse i Europa blandt fødevareorganisationer, supermarkedskæder også videre, hvor man bekymrer sig over forholdene i Sydamerika, og vil tage et socialt ansvar ved at købe certifikater, siger Astrid Gade Nielsen.

Dan Jørgensen: Arlas bidrag pynter

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) glæder sig over Arlas beslutning.

- Det handler om at sende et klart og tydeligt signal til omverdenen. Det er mit ønske, at danske fødevarer er kendt for kvalitet, sikkerhed og ansvarlighed. Arlas bidrag pynter gevaldigt, skriver Dan Jørgensen til dr.dk/viden.

Han kalder det et prisværdigt initiativ af Arla, fordi Danmark skal være med til at gå foran for at skabe en bæredygtig sojaproduktion.

- Derfor håber jeg også, at den arbejdsgruppe, der kommer med sine anbefalinger 1. april, lægger et ligeså ambitiøst niveau for dagen, som Arla har gjort her, siger Dan Jørgensen.