90 mio. kr. til forskning i bratte klimaændringer

Dansk forskning skal vise, om istidens klimaskift er relevant for klimaet på Jorden i dag.

I Ice2Ice skal Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet, NBI, blandt andet stå for en række mindre iskerneboringer i Østgrønland. Klimaet i Østrønland er særligt følsomt over for ændringer i den arktiske havis, fordi havisen fra Arktis driver langs den østgrønlandske kyst. Så med de nye iskerner vil forskerne kunne kortlægge havisens historie; en hjørnesten i Ice2Ice. (Foto: © Christian Morel, Niels Bohr Institutet)

Den arktiske havis er under stærk forandring. Udbredelsen af permanent havis i Arktis er blevet 30-50 procent mindre igennem de seneste 35 år.

Spørgsmålet er, om istidens klimaskift, hvor den arktiske havis pludselig forsvandt, også er relevant for fremtidens klima?

Det skal forskere på Niels Bohr Institutet (NBI), Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) og Bjerknescenteret i Norge undersøge sammen de næste fem år.

Hvad sker der med klimaet i Arktis og Grønland?

Bratte klimaskift vil få stor betydning for klimaet på det meste af den nordlige halvkugle.

Derfor skal forskerne forsøge at kortlægge, hvad det var, der førte til de pludselige klimaskift under den sidste istid.

Og ud fra det skal forskerne tage stilling til, om sådanne bratte klimaopvarmninger også kan ske i fremtiden og vurdere, hvad det vil komme til at betyde for klimaet i Arktis og Grønlands Indlandsis.

Tumle med store spørgsmål om klimaet

Forskerne har fået 90 millioner kroner fra EU til det tværfaglige forskningsprojekt Ice2Ice.

- Vi er alle fantastisk glade for, at denne bevilling nu giver os mulighed for at tumle med nogle af de helt store ubesvarede spørgsmål inden for klimaforskningen.

Det siger iskerneforsker Bo Møllesøe Vinther, leder af Ice2Ice-projektet på Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet ifølge hjemmesiden.

Havisen ved Arktis og Indlandsisen i Grønland (© Niels Bohr Institutet)