Menstruation kommer sjældent belejligt. Og slet ikke om sommeren, når mange er mere ude end almindeligvis - på festival, på stranden eller på farten mod feriedestinationen.
Det kan være besværligt altid at sørge for at være i nærheden af et toilet, hvis det er tid til at koppen, bindet eller tamponen skal skiftes.
Derfor er det fristende at skippe menstruationen en måned eller to, hvis man er på p-piller.
Men er det overhovedet en god idé?
For at blive klogere på, hvad der sker, når du springer over din menstruation ved at fortsætte på dine p-piller, har DR Videnskab allieret sig med Ditte Trolle, der er speciallæge i kvindesygdomme og fødsler.
Ditte, hvad er det lige der sker, når jeg får menstruation?
- En almindelig cyklus foregår sådan her: Fra første menstruationsdag begynder du at bløde, og det fortsætter i nogle dage. Cirka 14 dage efter første menstruationsdag har du ægløsning. Der går cirka 14 dage mere, og så får du menstruation, hvis du ikke er gravid. Så forudsætningen for at få en ‘rigtig’ menstruation er en ægløsning.
Og hvad består mit menstruationsblod egentlig af?
- Det er en slimhinde og lidt frisk blod fra nogle overfladiske blødninger i livmoderen. Når du skal have ægløsning, så er der en kirtel i hjernen, der hedder hypofysen, der sender signaler ned til æggestokkene og siger ‘kom i gang med at lave æg’.
Når æggene vokser, dannes der østrogen omkring dem. Østrogen bygger slimhinden i livmoderen op, så slimhinden er klar, hvis et æg befrugtes og skal til at sætte sig fast i livmoderen, hvor ægget kan vokse. Et befrugtet æg danner graviditetshormon, kaldet hCG (det er det, der gør en graviditetstest positiv). Det registrerer kroppen, og så bliver slimhinden i livmoderen siddende.
Hvis du ikke bliver gravid, så kommer der ikke graviditetshormon og så siger kroppen 'nå okay, der var ikke en graviditet' og så falder slimhinden af - og det er menstruationen.
Hvordan er den proces anderledes, når jeg tager p-piller?
- Når du spiser p-piller, giver du kroppen så mange hormoner, at den melder helt pas. Æggestokkene lægger sig fladt ned og siger: 'Her er ikke grund til at lave en ægløsning og de hormoner, der følger med, for der er alligevel så mange hormoner i omløb'.
Den blødning du får, når du holder pause fra dine p-piller, er ikke en ‘rigtig’ menstruation i den forstand, fordi du ikke har haft en ægløsning. Det er en blødning, der er fremkaldt af, at du holder pause med hormonerne, og din slimhinde derfor er vokset - og den ryger så ud med menstruationen. Det er hele livmoderslimhinden, der kommer ud ved en menstruation, lige bortset fra et tilvækstlag. Ligesom hvis du slår en græsplæne helt kort. Rødderne er der endnu, så græsset vil vokse op igen.
Okay, er det så usundt eller farligt, når jeg udskyder min menstruation og springer over den kunstige blødning?
- Det er overhovedet ikke farligt. Når du tager p-piller, laver din krop ikke sine egne hormoner i forhold til menstruation. Det er simpelthen en kunstig tilstand. Du får blødningen, fordi du holder pause med p-pillerne, og hormonniveauet dermed ikke er det samme hele tiden.
Så hvis du ikke holder pause, sker der intet ved det. Når du tager p-piller er der ikke udsving i dine hormoner. Hver eneste dag er altså ens i forhold til hormoner, fordi du tager hormonprævention. Sådan er det slet ikke, hvis du ikke tager p-piller, for så kører hormonerne op og ned gennem din cyklus.
Så du siger altså, at jeg ikke er hormonel, når jeg tager p-piller. Er jeg så heller ikke præmenstruel?
- Du er ikke præmenstruel (PMS), hvis du tager p-piller eller en anden form for hormonprævention. P-piller er derfor også en af behandlingerne mod PMS, da det blokerer ægløsningen, der frigiver mange hormoner. Hvis du føler dig præmenstruel, må der altså være andre forklaringer på for eksempel følelsesmæssige udsving.
What, det er helt nyt for mig. Jeg kan altså bare udskyde min menstruation, så meget jeg vil?
- Ja. I virkeligheden kunne man ligeså godt sælge p-piller i æsker med 100 styk, så kunne du bare tage dem. Da p-pillerne blev udbredt omkring 1960’erne, tænkte man, at man hellere måtte lave noget, som ligner kvindens naturlige cyklus. Derfor holder du pause én gang om måneden, så du får en blødning. Men det er bare noget pjat at imitere den naturlige cyklus, for du har den slet ikke.
Du skal bare være opmærksom på to ting: Hvis du pletbløder efter en periode uden månedlig blødning, er det tegn på, at der er så meget slimhinde i livmoderen, at den ikke kan sidde fast længere. Så skal du holde syv dages pause og få blødningen. Og så skal du være opmærksom på, at du jo ikke får en månedlig indikator på, om du er gravid. Så lige på det område er den kunstige menstruation en god ide.
Det er måske et dumt spørgsmål, men kan jeg så gemme mine æg ved ikke at have menstruation i et år?
- Du kan ikke spare på dine æg i forhold til en fremtidig graviditet ved ikke at have menstruation i for eksempel et år. Æggene har en udløbsdato, som blev sat, da dine æg blev dannet. Den kan du ikke udskyde. Det er ligesom, hvis du har æg i køleskabet, der også bliver for gamle, om du bruger dem eller ej. Når du er på p-piller, så modnes dine æg slet ikke, men det betyder ikke, at du kan ‘spare’ på dem.
Når jeg så får min menstruation efter eksempelvis et år, er den så mere kraftig, hvis det er for et helt år?
- Nej, det sker sandsynligvis ikke. Hvor kraftig blødningen er afhænger af, hvor meget slimhinde, der er inde i livmoderen - og hvis ikke du har pletblødt i det år, så er der ikke ret meget slimhinde, der skal ud med blødningen.
Men får jeg så mange flere hormoner, hvis jeg aldrig holder en pause?
- Når du tager p-piller, så har du langt flere hormoner i kroppen, end hvis du slet ikke gør det. P-pillerne skal jo snyde kroppen til at tro, at der er så mange hormoner, at den ikke behøver lave dem selv. Så når du tager p-piller, får du i forvejen langt flere hormoner, end hvis du ikke bruger den form for hormonprævention. Så de ekstra hormoner ved at springe pausen over ændrer det ikke betydeligt.
Hvad vil du anbefale mig, hvis jeg gerne ville have hormonprævention?
- I dag bør man anbefale den form, der kaldes Long acting reversible contraception (LARC). Det vil typisk være en hormonspiral eller en p-stav. Her indsættes hormonpræventionen på den ene eller anden måde i dig, og du skal derfor ikke huske at tage piller for at opnå beskyttelse.
Hvis vi kigger på effekten, så er der typisk større risiko for brugerfejl ved p-piller end ved LARC-produkter. Hvis du har en hormonspiral, kan du ikke glemme at tage noget, for den sidder der hele tiden. Derudover får du typisk en lavere dosis af hormoner ved hormonspiral og p-stav. P-piller har de fordele, at nogle oplever at få en pænere hud eller at det mindsker uønsket hårvækst, men generelt vil jeg anbefale en spiral som hormonprævention.