Frem med papir og blyant: Hjernen husker bedre, hvis du tager noter i hånden

Håndskrevne noter tvinger dig til at udvælge det vigtigste, når kragetæerne ikke kan følge med.

Rigtig mange af os er knivskarpe til at skrive noter på vores computere. Men det kan hjælpe os med at huske bedre, hvis vi i stedet finder papir og blyant frem, viser ny forskning. (Foto: © Maskot)

Fingrene danser ubesværet hen over tastaturet og fanger talestrømmen fra din lærer. Ord for ord.

Rigtig mange af os er efterhånden eksperter i at skrive på vores computere.

Vi kan skrive uden at kigge på tasterne og bruge alle ti fingre samtidigt.

Alligevel kan det måske være en god idé at gå mere gammeldags til værks, når der skal tages noter i klasselokalet, til mødet eller i forelæsningssalen.

En ny undersøgelse lavet af japanske forskere viser, at hjernen er langt mere aktiv, når noterne tages med papir og blyant, end hvis de skrives på computer eller tablet.

Den øgede aktivitet i hjernen er for mange et tegn på, at vi tager bedre stilling til de informationer, vi modtager, når vi skal skrive noter i hånden.

Det fortæller Lisa Gjedde, som er professor på Aalborg Universitet, hvor hun forsker i interaktiv og kreativ læring.

- Man skal på en helt anden måde udvælge de vigtigste informationer, når man tager noter i hånden. Det er umuligt at få det hele skrevet ned med papir og blyant. Derfor tvinger det hjernen til at tage aktivt stilling til, hvad der er værd at huske undervejs, siger hun.

Når du skriver noter i hånden, er flere dele af din hjerne aktive på samme tid. Det kan hjælpe dig med at huske bedre, fordi hjernen tager stilling til informationerne og vurderer, hvad der er vigtigt. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Håndskriften aktiverer flere dele af hjernen

Lige meget om du skriver noter med den sirligste skråskrift eller de grimmeste kragetæer, bruger du flere forskellige dele af hjernen.

Tidligere forskning fra Norges Teknisk- og Naturvidenskabelige Universitet har vist, at der er stor forskel på den type hjerneaktivitet ved håndskrift sammenlignet med at trykke på computertasterne.

Det skyldes blandt andet, at det kræver en hel del koncentration og finmotorik at føre blyanten, fortæller Lisa Gjedde.

- Der er mange forskellige opgaver i gang for hjernen, når vi skriver eller tegner med en blyant eller kuglepen. Det aktiverer ganske simpelt nogle af de motoriske centre i hjernen. Du guider også din hånds bevægelser med øjnene hele tiden, og derfor har du større fokus på ordene, siger hun.

På den måde er en større del af hjernen på arbejde, når notesbog og penalhus er i brug.

Tager man derimod noterne på sin trofaste computer, kan det hurtigt blive noget, som bare kører på rutinen, siger Lisa Gjedde.

- Det bliver hurtigt ’copy-paste’ af de ord, man hører, når fingrene hamrer afsted på tasterne. På den måde refererer man bare, hvad der bliver sagt, uden for alvor at tage stilling til det. Det er en relativt overfladisk måde at lære på, og vi ved fra mange undersøgelser, at viden sidder bedre fast, hvis hjernen og kroppen mere aktivt skal tage stilling.

Resultaterne i den japanske undersøgelse er derfor et tegn på, at det håndskrevne får os til at huske bedre, siger Lisa Gjedde.

- Når hjernen er mere aktiv, lærer vi tingene på en måde, hvor vi husker dem bedre. Det kaldes dybdelæring og er et udtryk for, at informationer ikke bare bliver registreret men også bearbejdet og vurderet, inden vi lagrer dem i hukommelsen.

Der er masser af aktivitet i fingrene, når de flyver rundt på tastaturet. Til gengæld er der mindre aktivitet i hjernen, end hvis man i stedet tog noter i hånden. (Foto: © ELISE AMENDOLA, Copyright 2017 The Associated Press. All rights reserved.)

Alle lærer ikke ens

Det er selvfølgelig ikke sådan, at håndskrevne noter er guds gave til alle, som skal lære eller huske noget.

Vi lærer på mange forskellige måder. Derfor er det ikke sikkert, at alle vil have den samme effekt af at bruge papir og blyant, siger Lisa Gjedde.

- Det her er på ingen måde et facit, som egner sig bedst for os alle sammen. Vi lærer på forskellige måder, og for nogle kan håndskrevne noter måske forstyrre mere, end de gavner. Men for rigtig mange kan det være en god idé at gå mere ’old-school’ til værks, alt efter, hvad det er, man skal tage noter til, siger hun.

Og det er ikke kun i skolen eller på arbejdet, at det kan gavne dig at tage noterne i hånden fra tid til anden.

- Det er enormt vigtigt at kunne udvælge og være selektiv, når vi modtager nye informationer. Ikke kun i læringssammenhæng. Den evne kan helt generelt skærpes ved at øve sig i at tage noter i hånden, siger Lisa Gjedde.