Det er evolutionens skyld, at du har deller

Når du kæmper mod de ekstra kilo, kæmper du i virkeligheden en indædt kamp mod din indre hulemand, der vil holde på fedtet for at forberede sig på hårdere tider.

Din krop er designet til at opbygge deller og forhindre vægttab. Men en gulerod er nu alligevel at foretrække frem for croissanten, hvis du vil tabe dig. (Foto: © Lærke Kromann, (c) DR)

Verdens samlede befolkning bliver tykkere og tykkere for hvert år, der går.

Men hvorfor? Som art har vi mennesker ikke ændret os særlig meget de sidste mange tusinde år, så det må være noget i vores levevis, der gør os tykkere.

En af forklaringerne kan måske være, at vi i dag bevæger os mindre end vores forfædre, der måtte gå på jagt for at finde føde. Men hvordan undersøger forskere den forklaring?

De rejser til Tanzania for at studere Hadza-folket, som er et af de sidste folkefærd, der lever som jæger-samlere.

I 2012 rejste et amerikansk forskerhold til det østafrikanske land, hvor de forventede at finde tynde, fysisk aktive mennesker, som spiser og forbrænder meget energi hver dag. Men Hadza-folket gemte på en overraskelse:

Selvom Hadzaerne er aktive det meste af dagen, mens en gennemsnitsperson i f.eks USA eller Danmark er inaktiv det meste af dagen, så forbrænder de to folkefærd faktisk cirka den samme mængde energi hver dag, når man renser resultaterne for kropsstørrelse og fedtprocent.

Så selvom Jens sidder ned og arbejder hele dagen, mens Ndulumu bevæger sig, forbrænder de to stort set den samme mængde energi, hvis de har samme højde og muskelmasse.

Vi bliver tykke, fordi vi spiser for meget

Studiet af Hadza-stammens forbrænding giver en vigtig ledetråd til, hvorfor mennesker i de industrialiserede samfund bliver tykkere og tykkere. Det har ikke noget at gøre med, at Jens sidder ned og er mere inaktiv. Groft sagt handler det om, at Jens spiser mere, end han forbrænder.

Men hvad så, hvis Jens vil tabe sig igen? Her spiller noget andet ind.

Det er nemlig en hård kamp for Jens at tabe sig. Han slås mod sine evolutionsforfædre, som vil have lov at være tykke i fred.

Evolutionen er en lang proces, der kort sagt sørger for, at de egenskaber, der giver bedre chance for overlevelse, bliver hos en art. Og i de tidlige menneskers tilfælde var det smart, at kroppen kunne regulere sin forbrænding alt efter hvor meget mad, der var til rådighed.

Kroppen modarbejder os

Er der meget mad til rådighed, gemmer kroppen energien i fedt, så man bedre kan klare sig gennem dårlige tider.

Omvendt nedsætter kroppen forbrændingen, hvis der er mindre mad til rådighed - så man kan overleve, indtil der kommer mere mad.

Et amerikansk studie viser, at med et vægttab på 10% nedsætter kroppen sin forbrænding med ca. 4-500 kalorier om dagen.

Vores kroppe er altså udviklet til at at opbygge deller og forhindre vægttab.

I de tidlige menneskers verden kan et par deller på maven have betydet forskellen på liv og død under en isvinter. Og det er de mekanismer, Jens kæmper imod, når han om foråret prøver at smide de par kilo, han har set sig sur på.