Godt nok lød der klapsalver fra salen, da et enormt FN-diplomati bestående af knap 200 lande natten til søndag vedtog en aftale på klimatopmødet COP29 i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.
Med de fesne klap blev hurtigt druknet i lyden af utilfredshed.
Målet med topmødet var at lave en aftale om, hvor mange penge verdens rige lande fremover skal sende til verdens fattigste lande. Penge, der skal hjælpe dem med at overkomme de skader, som klimaforandringerne - forårsaget af vores CO2-udledninger - medfører.
Og det lykkes sådan set også. Frem mod 2035 skal støtten fra de rige lande tredobles til 300 milliarder dollar årligt - svarende til 2.100 milliarder kroner.
Men det er slet, slet ikke nok, siger de fattigste lande, som bakkes op af eksperter og ngo’er.
Så hvordan er aftalen blevet modtaget ude i de dele af verden, hvor pengene især kommer i spil? Det fortæller DR’s korrespondenter i Afrika, Asien og Sydamerika.
For lidt, for sent
'Too little, too late' og 'en joke' er to af de prædikater, der bliver hæftet på klimaaftalen fra det afrikanske kontinent.
- Man synes, at det her løfte på 300 milliarder dollar er virkelig, virkelig ringe at komme hjem med, lyder det fra DR’s Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.
G77-landene, som er en samling af udviklingslande under FN, havde krævet 1.300 milliarder dollar årligt i klimastøtte fra de rige lande. Der 'mangler' altså 1.000 milliarder dollar.
Desuden er det først fra 2035, at de rige lande forpligter sig på, at støtten skal være tredoblet. Og her havde ulandene gerne set, at vi havde bare lidt mere travlt.
- Man klager i Afrika også over, at det er for uklart, hvad de her penge kan bruges til, og hvem de kommer til gode, siger Søren Bendixen.
Det hedder sig, at de 300 milliarder dollar skal gå til 'det globale syd'.
- Her vil mange nok tænke på Afrika. Men det er faktisk ikke her, at størstedelen af pengene kommer til at blive brugt. Det bliver i Sydamerika. Det bliver i Asien, siger Søren Bendixen.
I de fattigste egne af Afrika er det ikke solceller eller vindmøller, folket efterlyser, når de beder om klimastøtte fra de rige lande.
Det er penge til overlevelse.
For eksempel i Sydsudan, hvor Søren Bendixen lige har været. Her har store dele af landet været oversvømmet konstant i tre år. Mennesker bor på små øer midt i et kæmpestort, indre hav og overlever ved at spise åkander.
- Men det er bare mere interessant at hjælpe folk med at lave grøn omstilling i stedet for at hjælpe dem med at overleve i de områder, hvor klimaforandringer rammer, siger Søren Bendixen.
Solceller og vindmøller kan man tjene penge på. Det kan man ikke i samme grad på diger.
Utilfreds på papiret, men…
DR’s Asien-korrespondent Philip Róin har base i den kinesiske kæmpeby Shanghai. Herfra er den officielle holdning, at man er utilfreds med klimaaftalen fra Baku. Igen fordi de 300 milliarder dollar er for lidt.
Men Kina har også vundet en sejr. Landet har nemlig stået stejlt på at forblive et udviklingsland, sådan som det blev kategoriseret med FN’s klimakonvention fra 1992.
Og trods protester fra blandt andet Danmark fik Kina sin vilje. Verdens største industriland er stadig et fattigt land på papiret.
Samtidig har Kina i forbindelse med COP29 meldt ud, hvor meget landet har brugt på klimaprojekter i det globale syd. 175 milliarder kroner siden 2016 beløber det sig til ifølge Kina selv.
- Man har taget fuld cadeau for at være et uland, der agerer som et iland, samtidig med at man kan råbe af de andre ilande for ikke at give nok, siger Philip Róin.
Og ikke nok med det. Kina står også til at tjene på det, når der begynder at flyde flere penge fra de rigeste til de fattigste.
En masse af de grønne projekter og teknologier, som udviklingslandene skal købe for vestlige penge, vil nemlig blive købt i Kina, der dominerer markedet for blandt andet solceller, batterier og elbiler.
- Så Kina vinder på ikke at være et iland, fordi man så ikke er forpligtet til at give penge, samtidig med at man faktisk tjener på de penge, der kommer fra ilandene, siger Philip Róin.
Skuffet supermand
Skuffende.
Sådan ser COP29-aftalen ud med latinamerikanske øjne, fortæller DR’s Sydamerika-korrespondent Kristian Almblad.
Både Mellem- og Sydamerika har oplevet store klimakatastrofer de seneste år. Hedebølger, oversvømmelser, ekstrem tørke og voldsomme skovbrande har ramt igen og igen.
- Jeg tror, at mange har set de her billeder af Amazonas-floden nærmest udtørret (i 2023, red.). Samtidig har vi haft kæmpe oversvømmelser hernede. Man føler, at man er meget hårdt ramt i Latinamerika, siger Kristian Almblad.
Igen er konklusionen: Pengene rækker ikke.
Og især ét land og én mand er skuffet. I Brasilien er man nemlig vært for næste års klimatopmøde, COP30, som finder sted i byen Belém.
- Man havde håbet, at man kunne få diskussionen om penge til klimafinansiering overstået nu, så man kunne levere en stor aftale i Brasilien næste år. Nu er mange latinamerikanske lande i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan få en aftale, siger Kristian Almblad.
Det gør ondt på Luiz Inácio da Silva. Også bare kaldet Lula. Brasiliens præsident, der ifølge Kristian Almblad har en stor ambition om at være verdens grønne supermand og virkelig flytte noget på klimaområdet.
- Det ser lidt sort ud nu, synes jeg. Efter det resultat vi fik i Baku.