Hver eneste måned de seneste 12 måneder har slået temperaturrekord. Samtlige måneder har nemlig været den varmeste af sin slags nogensinde målt.
Det viser nye tal fra EU’s klimatjeneste, Copernicus, som DMI har haft adgang til.
Her kan du se 12 nedslag i et rekordvarmt varmt og med det også vådt år.
Et år, hvor klimaforandringerne, som følge af de massive mængder drivhusgasser vi udleder til atmosfæren, har gjort en lang række farlige hedebølger og naturkatastrofer langt mere sandsynlige, mens andre faktorer som vejrfænomenet El Niño også har spillet en rolle.
Juni 2023: Flammerne åd sig gennem rekordmeget land
Voldsomme skovbrande hærgede store dele af Canada i sommermånederne 2023.
Over 185.000 mennesker måtte evakueres, og ilden åd sig gennem 16,5 millioner hektar knastørt land.
I juni lagde røgen fra brandene sig som et tykt tæppe af røg over dele af USA.
Skovbrande er ikke ukendte for canadierne, men 2023 slog alle rekorder - med længder.
Juli 2023: Hav så varmt som et boblebad
Sommeren 2023 gav ikke kun hedebølger på land i USA. Den ramte også under vand.
Overfladetemperaturen på havet ved Manatee Bay i den sydlige del af delstaten Florida i USA blev registreret til at være 38,43 grader. Det svarer til cirka samme temperatur som et boblebad, og det var i den absolut høje ende for området.
Koralrev er særligt udsatte i de unormalt høje temperaturer, og klimaeksperter spår, at det er et af de økosystemer, der først vil kollapse som følge af den globale opvarmning.
August 2023: Paradis i flammer
I august blev den amerikanske paradisø Maui i delstaten Hawaii ramt af en meget voldsom naturbrand, som gik hårdt ud over den historiske by Lahaina.
Over 100 mennesker mistede livet, og byen stod forkullet tilbage. Det var den mest dødelige amerikanske naturbrand i over 100 år.
September 2023: Dødeligt regnskyl
I kølvandet på enorme regnmængder i september brød to dæmninger i den nordafrikanske by Derna i Libyen sammen, og en tsunami-lignende bølge skyllede ind over befolkningen. Den trak murbrokker, biler og flere tusinde mennesker med ud i havet.
Der har været forvirring om dødstallet, som har været rapporteret på mellem 11.000 og 20.000 mennesker.
Oktober 2023: Først tørke, så oversvømmelser
Efter langvarig tørke kom langvarig regn til Afrikas Horn. Og det er en rigtig dårlig kombination.
Massive oversvømmelser ramte de i forvejen hårdt prøvede lande, slog hundredvis af mennesker ihjel og fordrev millioner i Etiopien, Burundi, Sydsudan, Tanzania, Uganda, Somalia og Kenya.
November 2023: Rød alarm i 3.000 byer
I november blev der målt 42,5 grader i Rio de Janeiro i Brasilien, og med en høj luftfugtighed blev det tæt på ulideligt for befolkningen.
Myndighederne udsendte "rød alarm" i mere end 3.000 byer på tværs af landet, fordi de høje temperaturer udgjorde en sundshedsfare.
December 2023: Hedebølger under vand
De globale havoverfladetemperaturer var usædvanligt høje i 2023 og slog rekord på rekord. Noget klimaforskere har udtrykt særlig stor bekymring for.
Det nordlige atlanterhav var et af de områder, der oplevede en ekstrem og langvarig marinehedebølge, men også Middelhavet, det nordlige stillehav, Det Indiske Ocean og Den Mexicanske Golf var ramt af ekstrem og ødelæggende varme.
Januar 2024: Unormal vinterbadning
En højst usædvanlig varme ramte i januar Sydeuropa, hvor der i Spanien var flere dage over 25 grader, mens de tæt på Valencia toppede på 30,7 grader.
Vejret trak folk til stranden og en tur i vandet, men det varmere klima giver frem for alt store problemer i Spanien. Landet er de seneste år særligt blevet presset af tørken, som går hårdt ud over fødevare- og vinproduktionen.
Februar 2024: Snefri
Den store skiferieuge for danskerne, uge 7, var i år præget af lukkede eller temmeligt grønne pister. En usædvanlig varme smeltede sneen væk, og man skulle rigtigt højt op for at få et godt sneføre.
Skisportssteder i både Italien og Schweiz blev nødt til at lukke, og flere steder meldte de om den værste sæson nogensinde.
Marts 2024: Det sidste af det, der engang var verdens fjerde største sø
Aralsøen har ikke altid haft det nemt. Sovjetunionens ledere fik omdirigeret en del af vandtilførelsen til søen, der engang var verdens fjerde største, til brug i landbruget, og det fik den til at skrumpe markant.
Men de seneste år er det i høj grad klimaforandringerne, der udtørrer den livsvigtige sø i det centrale Asien mellem Kasakhstan og Usbekistan.
April 2024: Millionby under vand
Usædvanligt og voldsomt regnvejr ramte igen i april Kina, da dele af Guangdong-provisen stod under vand og oversvømmelserne truede mere end 127 millioner kineseres liv.
Der blev uddelt katastrofehjælp og materialer for at sikre, at berørte indbyggere havde mad, tøj, vand og et sted at bo.
Maj 2024: Brøleaber faldt døde ned fra træerne
En brutal og langvarig hedebølge ramte i maj Mexico. De høje temperaturer tog livet af flere mennesker, mens godt 85 døde brøleaber også løb med en del opmærksomhed.
De faldt døde om i heden og blev billedet på, hvordan verden endnu ikke har formået at begrænse temperaturstigningerne.