Pessimismen sniger sig ind, når korleder Sigrid Damsager Frandsen en gang imellem har en stille stund og tænker på klimaet.
Det kollaps, som forskere har advaret om, vil ske, og det hun betragter som manglende politiske vilje til for alvor at gøre noget ved problemet.
Men modløsheden handlingslammer hende ikke.
- Man kan jo gemme sig i sofaen under en dyne, eller man kan tænke, hvad kan jeg selv gøre? Jeg synes faktisk, det gør en forskel for mig, både i min opsparing, men også i mit liv, at jeg kan sige, at jeg prøver at tage et ansvar, siger hun.
Det gør Sigrid Damager Frandsen ved selv at investere i en række forskellige klimaprojekter uden om de store pensionsselskaber. Hun låner nogle af sine penge ud direkte til projekter i udviklingslande.
- Jeg synes, det er en god idé at få flere solceller på tagene på et sygehus i Indien, eller ud til mennesker, der har brug for energi i Vietnam. Det giver super god mening for mig, siger Sigrid Damager Frandsen.
Hun tjener på de renter, hun får tilbage ved at låne pengene ud, og hun har endnu ikke prøvet at tabe penge.
- Det smykker min almindelige opsparing, og det giver mig en lille smule bedre samvittighed over, hvad det er for en klode, vi giver videre til vores næste generationer, siger hun.
Forstår pensionsselskabernes dilemma
Hun kunne godt tænke sig, at danske pensionsselskaber var langt mere villige til at investere i klimaprojekter i udviklingslandene.
Samtidig forstår hun godt selskabernes dilemma. At de har et afkast, de skal tage hensyn til hos deres kunder. Men lige nu er balancen skæv i forhold til, hvor lidt de er villige til at investere i projekter i udviklingslandene, mener hun.
- Der er en risiko for, at der er rigtig mange ting, der kollapser, fordi vi er i gang med at investere i de forkerte ting, og vi investerer for lidt i de vigtige ting, der virkelig kan ændre vores samfund, og ændre os til ikke at udlede så meget CO2, siger hun.
Derfor bør danske pensionsselskaber, med de enorme summer de varetager for danskerne, tage et større samfundsansvar for at drive den grønne omstilling frem ved at investere bare lidt mere i udviklingslandene.
- Hvis man bare brugte fem eller ti procent af de penge til at være rigtig fremsynet i forhold til de abstrakte problematikker, der er med klimaudfordringer, så ville man kunne rykke helt anderledes, end man gør lige nu, hvor man passer lidt for meget på, mener hun.
Det er svært
Pensionsselskabet PKA er et af de pensionsselskaber, som fortsat investerer i fossil energi og som har lige så mange investeringer i fossil energi som grønne projekter i G77-landene, altså udviklingslandene.
Pensionsselskabet investerer samlet mere end 400 milliarder kroner, men det er kun en lille portion – cirka 200 millioner kroner, selskabet investerer i klimaprojekter i disse lande, der udgør 80 procent af verdens befolkning.
Og det er der en klar årsag til, forklarer direktøren i PKA, Jon Johnsen.
- Det er, fordi det er svært. Der er jo nogle andre risici, når man snakker udviklingslande, der er politiske risici, og der er forskellige finansielle risici, siger han.
Kan du forstå, hvis det virker lidt skørt, at I investerer lige så meget i fossile energi som grøn energi i udviklingslandene?
- Det kan jeg sagtens forstå. Sådan er det jo, men det ændrer jo ikke på, at det er svært at gøre. Jeg er forpligtet til som direktør i et pensionsselskab at sikre, at der er det bedst mulige afkast, ikke bare overfor mine medlemmer, men rent faktisk også lovgivningsmæssigt, at afkast og risiko skal balancere med hinanden.
Hvad er løsningen for at få jer til at investere mere i klima i udviklingslandene?
- Løsningen er, at det offentlige og det private går sammen, sådan at vi kan sænke risikoen for de private og institutionelle investorer, som vi er, og så bliver det muligt at lave den her type investeringer. Og det er det, man gør i IFU (Investeringsfonden for udviklingslande red.), siger Jon Johnsen.
DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, har besøgt et af de oversvømmede områder i Sydsudan og forklarer i videoen her, hvordan det påvirker befolkningen.
Brug for alliancer
Også fra tænketanken Concito ser man et behov for at få pensionsselskaberne mere på banen i forhold til at investere i klimaprojekter i udviklingslandene.
Sådan lyder det fra Asger Garnak, der er investerings- og finansieringsleder i Concito.
- Det er helt klart dem, vi skal arbejde på at få til at kanalisere en større del af deres kapital, det vil sige vores pensionsoparinger til projekter i den del af verden, siger han.
PensionDanmark er ligesom PKA til stede ved årets klimatopmøde i Baku i Aserbajdsjan.
Her er det centrale spørgsmål, hvordan rige lande skal bidrage økonomisk til udviklingslandes omstilling og tilpasning til klimaforandringerne.
Et af målene er at skaffe penge til ulandenes omstilling, så de kan sætte høje ambitioner i nye klimamål for 2035.
PensionDanmark har investeringer for samlet cirka 350 milliarder kroner, men bruger kun cirka fem procent af deres grønne investeringer i udviklingslandene. Det er cirka to milliarder kroner.
Selskabet har også investeret i Copenhagen Infrastructure Partners, der har store grønne energiprojekter i udviklingslande.
Men hvis der skal skrues op for investeringerne i for eksempel Afrika, er det nødvendig at samarbejde med andre udviklingsbanker, så man som pensionsselskab ikke står alene med risikoen.
Sådan lyder det fra Jan Kæraa Rasmussen, chef for ansvarlig og bæredygtig investering i PensionDanmark.
- Vi har brug for at alliere os med nogle udviklingsbanker, som kan hjælpe os med at tage noget risiko af.
- Det, at finde den rigtige model for, hvordan vi kan dele risiko for, at vi sammen kan være med til at investere i nye grønne løsninger i verdens mindst udviklede lande, er en af hovedsamtaleemnerne her på COP'en, og det er også noget, vi bidrager til, siger Jan Kæraa Rasmussen.