Det nordafrikanske land, Libyen, er lige nu ramt af massive oversvømmelser, der indtil videre har kostet over 5.300 livet, mens 10.000 personer savnes ifølge CNN.
- Katastrofens omfang er massiv. Det er langt mere end, hvad de lokale myndigheder og det lokale Røde Kors i Libyen kan klare, siger Tamer Ramadan, der er international Røde Kors' og deres søsterorganisations Røde Halvmånes udsending i Libyen.
De libyske myndigheder har også allerede bedt udlandet om hjælp, og redningsfolk fra blandt andet Tyrkiet og Egypten er ankommet til landet. Herunder kan du se video af nogle af ødelæggelserne. Video AP.
Og behovet for hjælp er stort, lyder det fra Dansk Røde Kors.
- Vi har de første fly og lastbilkonvojer på vej ind, og vi er selvfølgelige glade for at kunne komme frem til nogle af dem, der har brug for hjælp, siger Bjarke Skaaning, der er katastrofechef for Dansk Røde Kors.
Han fortæller samtidig, at det er dårlige nyheder, at antallet af savnede stadig ikke falder, og man har ikke lokaliseret alle de personer, som nødhjælpsorganisationen havde håbet på i løbet af tirsdag.
- Det håber vi sker i løbet af onsdag, men det er klart, at nogle af de savnede sidder på øer rundt omkring, og folk er forsvundet i biler, der er skyllet væk. Så vi har ikke de store forhåbninger om, at man finder mange overlevende, men vi håber naturligvis, at vi finder nogle, siger Bjarke Skaaning.
Både Tamer Ramadan og Bjarke Skaaning peger på, at katastrofen rammer ekstra hårdt i Libyen, der har været plaget af borgerkrig de seneste år.
Det betyder blandt andet, at landets myndigheder ikke er gearet til at hjælpe de mange, der forventes at komme til at lide som følge af, at deres hjem og levebrød nu er skyldet i havet.
Middelhavsbyen Derna hårdest ramt
I øjeblikket ser det ud til, at det er byen Derna, der er hårdest ramt af naturkatastrofen.
Byen ligger med udsigt over Middelhavet, og her bor der omkring 100.000 libyere i den gamle middelalderby, der ligger godt 500 kilometer syd for den græske ferieø Kreta.
Byen har indtil nu mest være kendt for "Slaget ved Derna" tilbage i 1800-tallet, men lige nu er det en helt anden kamp, som borgerne i byen kæmper.
Store dele af byen er skyllet væk, fordi to dæmninger nær byen kollapsede på grund af den store mængde regn, der er faldet i området.
Myndighederne frygter, at op mod to procent af byens borgere allerede er omkomne, mens mange stadig savnes, og derfor er Libyens regering også glad for hjælpen udefra.
- Vi har modtaget mange meddelelser om solidaritet og kondolencer fra venlige lande. Medicin og mad er tilgængelig i Libyen, men vi har brug for tekniske hold, der har erfaring med at håndtere tornadoer, oversvømmelser og redningsmissioner, siger Adel Gomaa, der indenrigsminister i Libyen.
Også den danske statsminister, Mette Frederiksen har sendt sine kondulancer til ofrene på det sociale medie X, der tidliger hed Twitter.
Udsædvanlige store mænger regn
For de fleste vil klimaet i Libyen nok lede tankerne hen på varme, sol og ørken, men det er altså store mængder regn, der har betydet, at støvede jordveje er blevet forvandlet til floder og dæmninger er brudt sammen.
Regn, der er kommet som følge af stormen 'Daniel', der i weekenden ramte det sydlige Middelhav.
Ifølge Bjarke Skaaning fra Dansk Røde Kors, så forventer han, at fattige og udsatte lande som Libyen i fremtiden vil blive hårdt ramt som følge af det varmere klima.
- Vi skal vænne os til, at de fleste af de her klimakatastrofer vil ramme skrøbelige stater. Det gør det naturligvis sværere for myndigheder og sådan nogle som os og verdenssamfundet i det hele taget at reagere på dem, siger katastrofechefen.