Det er skadeligt for klimaet at flyve, men nogle flyveture er mere skadelige end andre.
Når danskejede privatfly letter fra Danmark til en af ni destinationer i Europa, er klimaaftrykket i gennemsnit næsten 17 gange højere i snit per passager, end hvis passagerne havde taget turen i rutefly.
Det viser helt nye beregninger foretaget for DR af Morten Winther. Han er seniorrådgiver på Aarhus Universitet og regner også på klimaaftryk fra transport for flere ministerier og FN.
- Så en tur i privatfly er et meget CO2-tungt alternativ i forhold til, hvis du tager turen i rutefly, siger Morten Winther.
Det er første gang, at klimaaftrykket fra rejser i danske privatfly er blevet opgjort, og regnestykkerne baserer sig på flyture i danske privatfly ejet af virksomheder som Grundfos eller familierne bag Lego, Bestseller og Jysk.
For at nå frem til resultatet har Morten Winther set på CO2-udledningen per passager om bord på danskejede privatfly på ni populære ruter i 2023. Bagefter har han sammenlignet resultaterne med udledningen per passager i rutefly, der har fløjet til de samme destinationer.
Det er flyture, der er gået til de ni destinationer: Amsterdam, London, Paris, Stockholm, Zürich, Manchester, Edinburgh og ferieøen Mallorca.
En stor årsag til forskellen i privatflyenes og ruteflyenes CO2-udledning ligger i, hvor mange sæder der rent faktisk har siddet passagerer på, og hvor mange der har stået tomme under turene, forklarer Morten Winther.
I gennemsnit er 82 procent af sæderne besat i et klassisk rutefly som Boeing 737 MAX, når det letter fra en dansk lufthavn, mens der i gennemsnit sidder passagerer på 25 procent af sæderne, når privatfly af den type som familierne bag Lego, Jysk og Bestseller ejer flyver ud af Danmark.
Klimaaktivist: Alle skal ændre livsstil
Den høje udledning af klimagasser er helt urimelig i en tid, hvor hele verden har akut brug for at sænke udledningerne af CO2 for at undgå de værste og farligste konsekvenser af den globale opvarmning som hedebølger, oversvømmelser og skovbrande.
Konsekvenser vi også i Europa har set de seneste måneder. Det mener klimaaktivist og dataingeniør Jorge C. Leitão.
Han har brugt ugevis på at se på flydata og kortlægge omfanget af privatfly i verden.
- Jeg tror ikke, folk er klar over, hvor stor brugen af privatfly er, siger han.
Der sælges privatfly for milliarder globalt, og sidste år blev der solgt omkring 700 fly i verden. Det viser en opgørelse fra det amerikanske General Aviation Manufacturers Association.
Og i Danmark er der vækst i antallet af private flyvninger. Det fremgår af de seneste tal fra Naviair, der er statens luftfartsmyndighed.
Netop derfor er debatten om de superriges privatfly vigtig, siger Kristian Steensen Nielsen, adjunkt på Copenhagen Business School.
Han forsker i klimavenlige adfærdsændringer og har netop offentliggjort en undersøgelse, som peger på, at når danskerne skal vurdere, hvor meget CO2 de rigeste i landet udleder, skyder vi helt forbi.
- Vi undervurderer det rigtig meget. Måske fordi man ikke er helt sikker på, hvordan livsstilen er blandt den rigeste procent i Danmark, siger Kristian Steensen Nielsen.
En gennemsnitlig dansker udleder ifølge Energistyrelsen 11 ton CO2 hvert år.
Den rigeste procent af danskerne udleder ifølge Kristian Steensen Nielsens forskning i gennemsnit 93 ton CO2 om året. Men ifølge forskningen skyder flertallet af danskerne de riges udledning til at være omkring 15 ton om året.
- Og hvis vi så planlægger nogle klima-initiativer på tværs af befolkningen, misser det måske, at der er nogle mennesker i Danmark, som gennem deres adfærd og flyrejser udleder betydeligt mere end alle andre.
Danskerne overvurderer ifølge CBS-forskeren omvendt klimaeffekten af at spare på vandet derhjemme eller undgå at købe plastikposer i supermarkedet. Små ting, mange gør for at gøre noget.
Og alle skal gøre noget, mener klimaaktivisten Jorge C. Leitão.
- Men det er vigtigt at stille spørgsmålet: Hvem udleder mest? Fordi det er også dem, der bør bære den byrde, det er at reducere det.
Dansk Luftfart: De har nogle komplicerede behov
2023 blev det varmeste år nogensinde målt globalt, mens 2024 ifølge en række forskere har gode chancer for at slå den rekord. Alligevel vokser verdens samlede CO2-udledninger stadig.
Blandt andet på grund af flytrafikken, som ifølge Det Internationale Energiagentur står for cirka to procent af den samlede CO2-udledning i verden.
Det har ikke været muligt for DR at få præcise oplysninger om, hvem der sidder i flysæderne, når danske privatfly letter. Men DR's research viser, at de fleste fly lejes ud, mens både Jysk og Bestseller oplyser, at deres privatfly også bliver benyttet af ejerne selv - både til forrretningsrejser og private ture.
Familierne bag Lego, Jysk og Bestseller har ikke ønsket at stille op til interview om deres ejerskab af privatfly og effekten på klimaet. Men ejerne har gennem deres talspersoner svaret på skrift til DR. Et udpluk af svarene kan du læse i boksen her side om side med svar fra virksomhederne Grundfos og Danfoss.
Hos Dansk Luftfart, der repræsenterer flere selskaber, der har privatfly, mener de, at man skal passe på med at fokusere for meget på én specifik del af luftfarten. Men brancheforeningen svarer ikke på, om det er fair at bruge privatfly i lyset af klimakrisen.
- Det, der er vigtigt for den samlede grønne omstilling af luftfartsbranchen, det er, at vi får investeret i at få nogle bæredygtige flybrændstoffer i motorerne, siger sekretariatschef i Dansk Luftfart, Mathias Milling
Men kunne man ikke flyve businessclass på rutefly i stedet for at sætte sig ind i privatfly?
- Privatflyene løser en opgave, der er på markedet for nogle store globale virksomheder, som har nogle komplicerede transportbehov. De har behov for at komme nogle steder hen på nogle skæve tidspunkter til nogle mindre lufthavne, hvor der ikke er basis for at drive kommerciel ruteluftfart, siger Mathias Milling.
De mest besøgte udenlandske destinationer for de danskejede privatfly er ifølge DR's kortlægning blandt andet Paris, London, Mallorca og Stockholm, og ifølge DR's opgørelse afgår privatflyene hovedsageligt i dagtimerne.
Og aktivist og dataingeniør Jorge C. Leitão mener heller ikke, at brugen af privatfly handler om, at det er praktisk.
- Størstedelen af turene med privatfly er mellem destinationer, hvor der også går rutefly. Der kan en topchef tage en førsteklassesbillet i stedet for et privatfly. Så her begynder det at handle mere om luksus. Og så må vi spørge: Er den luksus noget, samfundet bør acceptere?
Rettelse 6. oktober kl. 15.00: I en tidligere version af artiklen stod der, at virksomhederne Danfoss og Grundfos ikke har ønsket at stille op til interview. Det er ikke korrekt, da de to virksomheder udelukkende er blevet bedt om et skriftligt svar. Artiklen er derfor blevet rettet.
Du kan se mere i DR-dokumentaren 'De superriges privatfly' som har premiere i dag på DRTV og bliver vist på DR1 i morgen mandag kl. 21.25.