Menneskets bedste ven er klimaets fjende: Gør Fido til vegetar

Det koster i CO2-regnskabet, når de firbenede skal fodres. Men hunde kan sagtens leve uden kød, lyder det fra eksperter

Hunde bør også droppe kødet for klimaets skyld. For det er meget ineffektivt, at en ko først skal omdanne planterne, når hunden lige så godt kunne gøre det selv. (Foto: © Line Thit Klein, Scanpix)

Hunden er menneskets bedste ven, men den er bestemt ikke klimaets.

Hunde - og katte for den sags skyld - er nemlig lige så glade for kød som deres ejere, og derfor skriver de sig også for en pæn del af den udledning af CO2, som vores husstande står for. Faktisk viser en dansk beregning, at en 10 kilos hund - fx en dansk-svensk gårdhund - udleder 1,1 ton CO2 årligt.

Og amerikansk forskning lavet på University of California viser, at amerikanske hunde og katte står for ligeså meget CO2-udledning, som mere end 13 millioner biler udleder årligt.

Den klimavenlige hund er vegetar

Men hvad skal man så gøre, hvis man hver dag kæmper for at leve klimavenligt med elbil og økotøj, men bare elsker den lille firbenede klimasynder?

Løsningen ligger lige for: Vi skal gøre vores hunde til vegetarer.

For mens katte er for afhængige af animalsk protein til at kunne leve udelukkende af grøntsager, så kan Fido godt undvære kød i madskålen, lyder det fra eksperterne i Klimatestamentet på P1.

- Hunde kan godt leve vegetarisk. Hvis man kombinerer nogle af de her vegetabilske produkter med højt indhold af protein, som bønner for eksempel, med æg, så kan man godt sammensætte en vegetarisk diæt til dyr, lyder det fra Charlotte Bjørnvad, som er professor i intern medicin for hunde og katte på Københavns Universitet.

Hundes fordøjelsessystem kan godt håndtere kulhydrater og fibre fra grøntsager. Det kræver dog, at kulhydraterne er varmebehandlede, fortæller Charlotte Bjørnvad.

- Hunde er ligesom mennesker. Vi er ikke særlig gode til at fordøje fibre eller ubehandlet kulhydrat. Så rå kartoffel eller rå ris får vi ikke rigtig noget ud af, og de gør hundene heller ikke. Så længe man varmebehandler det, så er kartofler, pasta og ris rigtige fine energikilder til hundene.

Nogle tror, at hunde skal spise meget kød, fordi de nedstammer fra ulve, og derfor er de designede til at spise kød.

Og det er rigtigt nok, at hunden nedstammer fra ulven, som stofskiftemæssigt er indrettet til at spise kød, fordi det var det, den levede af, siger Charlotte Bjørnvad.

- Den kunne ikke spise varmebehandle kulhydrater. Men der er sket noget genetisk i avlen af hunden. En chihuahua ligner jo ikke en ulv voldsomt meget. Og inden i er der også sket nogle ting, hvor den er blevet mere adapteret til at spise menneskemad, fordi det har den gjort i mange årtusinder.

Vegetarhunde er gode for klimaet Jordkloden ville i hvert fald have godt af, at vi fodrede vores dyr med mindre kød. Det er nemlig primært igennem foderet, at kæledyrene hælder drivhusgasser ud i atmosfæren, fortæller Jannick Schmidt, der er lektor på Center for Miljøvurdering på Aalborg Universitet.

- Nogle gange køber man legetøj til sine dyr, og fremstillingen af den lille bold, der kan pibe, udleder CO2. Man kommer også til dyrlægen med sine dyr. Dyrlægen har masser af maskiner, medicin og en bygning, der også udleder noget. Men det er små ting. Det, der virkelig udleder, er deres foder.

  • Hund, 2 kg:

  • Foder med kød: Udleder 326 kg CO2 om året. Det udleder lige så meget som 1000 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil.

  • Foder uden kød: Udleder 4 kg CO2 om året eller det samme som 12 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil.

  • Hund, 10 kg:

  • Foder med kød: Udleder 1108 kg CO2 om året. Udleder lige så meget som 3500 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil.

  • Foder uden kød: Udleder 13 kg CO2 om året eller det samme som 41 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil.

  • Hund, 20 kg:

  • Foder med kød: Udleder 1630 kg CO2 om året. Udleder lige så meget som 5200 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil.

  • Foder uden kød: udleder 19 kg CO2 om året, eller det samme som 61 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil. Kilde: Jannick Schmidt fra Center for Miljøvurdering.

Beregningerne er baseret på anbefalingerne for dagligt indtag for de forskellige vægtklasser af hunde, som givet af Charlotte Bjørnvad, professor i Intern medicin for hund og kat på Københavns Universitet.

De antager, at der fodres med tørfoder med et proteinindhold på 25 procent, som stammer primært fra dyr - ligeligt fordelt mellem kylling, gris og oksekød, samt en smule plantebaseret protein for beregningens skyld.

Mindre energi ud af foderet

Men ikke alt foder er lige slemt. Det kødholdige dyrefoder udleder langt mere CO2 end det plantebaserede, fordi slagtedyrene skal omsætte plantefoder, før de så selv ender i Fidos foderskål.

Dermed udnyttes meget mindre energi i det oprindelige plantefoder, end hvis vores hunde selv spiste det.

Jannick Schmidt har foretaget hurtige klimaberegninger for Klimatestamentet på P1.

De beregninger viser, at selv en lille hund, der vejer to kilo, udleder samme mængde CO2 årligt som 1000 kilometers kørsel i en gennemsnitlig dansk bil. I hvert fald hvis den fodres med hundefoder med et proteinindhold på 25 procent, hvor størstedelen kommer fra kød.

Hvis man udskifter kødet med proteiner fra for eksempel bønner eller andre grøntsager, så ville der være en kæmpe besparelse, fordi det er mere effektivt, forklarer Jannick Schmidt.

- Når det skal igennem nogle dyr først, så sker der et enormt tab. Nogle af de mest effektive dyr er små dyr som kyllinger. Så kommer grise, og nogle af de mest ineffektive er kvæg, som man skal give 20 kilo foder for at få et kilo kød ud i den anden ende, siger han.

Hunden skal nok blive en glad vegetar Derfor vil de være en god idé for klimaet, hvis vi serverede grøntsager og planter for dyrene og fjernede kødet fra madskålen. Også uden at vores hunde kommer til at mangle noget.

Men man skal tænke sig godt om, inden man selv går i gang med at lave en vegetardiæt til Fido eller King, for hunde skal bruge nogle specielle aminosyrer i deres mad, fortæller professor Charlotte Bjørnvad fra Københavns Universitet.

- Man skal sætte sig rigtig, rigtig godt ind i det, hvilke næringsstoffer hunden har brug for. Der er begyndt at komme produkter på markedet, som er helt vegetariske. Men ellers kan man kontakte en specialist, som kan hjælpe med at sammensætte en kost til hunden.

Men ellers burde det ikke være noget problem at få hunden til at kaste sig over den nye grønne menu.

- Det kræver lige lidt tilvænning, fordi proteiner har en god smag. Men fedt har også en god smag for hunde, så man kan godt lykkes med at lave en smagfuld vegetarisk diæt for hunde, som de gerne vil spise.