Klimaminister efter 'dyster' rapport: 'Jeg er ikke jubeloptimist, men jeg nægter at give op'

Vi har kurs mod en verden, der er 2,8 grader varmere, lyder det i ny FN-rapport.

Klimaforandringerne vil blandt andet betyde stigende vandstande, som vil give oversvømmelser mange steder i Danmark. (Foto: © Keld Navntoft, Ritzau Scanpix)

Det er et dystert billede, der i dag males i en af årets vigtigste klimarapporter. Sådan lyder det fra klimaminister Lars Aagaard (M).

Verden er ikke kommet tættere på at nå målet om at holde den globale temperatur under 1,5 grader og sigter lige nu mod en stigning på 2,8 grader. Det er konklusionen i den såkaldte Emissions Gap Report, som FN's Miljøprogram netop har udgivet.

Klimaminister Lars Aagaard (M). (Foto: © CLAUS BJOERN LARSEN, Ritzau Scanpix)

Det er nemlig ikke kun verdens temperatur, der slår rekorder for tiden. Vi udleder stadig flere af de klimaskadelige drivhusgasser, vi ellers burde skære kraftigt ned på, lyder det i rapporten.

- Det bekymrer mig virkelig, at de globale emissioner stiger i sådan en grad, siger Lars Aagaard i et skriftligt svar til DR.

Ifølge rapporten er der "en teknisk" chance for at holde temperaturstigningen på de 1,5 grader, men det kræver, ifølge FN's Miljøprogram, en massiv indsats fra verdens lande her og nu.

- Rapporten understreger virkelig, at det kræver højere ambitioner og meget mere handling at holde vinduet for 1,5 grader åbent. Jeg er ikke jubeloptimist, men jeg nægter at give op, siger klimaminister Lars Aagaard.

Om få uger løber årets klimatopmøde af stablen i Baku i Aserbajdsjan. FN’s Miljøprogram opfordrer verdens lande til at øge ambitionerne for de kommende nationale klimaplaner. Nye planer, som skal ligge klar i starten af næste år og inden klimatopmødet i 2025 i Brasilien.

Lars Aagaard peger særligt på de største udledere af drivhusgasser.

- Vi skal alle bidrage, men verdens største udledere skal gå forrest. Det gælder også EU, hvor vi fra dansk side arbejder for et ambitiøst 2040 klimamål på mindst 90 procent.

Rapporten fremhæver Danmark for i høj grad at have omstillet produktionen af el til sol og vind fremfor kul.