Det blæser meget i Nordsøen. Derfor vil Danmark bygge tre nye, store vindmølleparker i havet ud for Jylland. Problemet er bare, at ingen har budt på opgaven.
Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard beklager, at ingen selskaber har villet opføre møllerne.
- Det er ekstremt skuffende og alvorligt. Vi skal have mere havvind, men vi skal finde ud af, hvorfor de ikke har budt. Derfor skal vi i dialog med selskaberne, så vi finder ud af, hvordan vi kommer videre med havvind. For videre skal vi, siger han.
Store havvindmølleparker - men uden statstøtte
Udbuddet består konkret af tre havvindmølleparker, hvor man endda kunne etablere mere end minimumskapaciteten. Det var meningen, de skulle stå færdig i 2030.
Udbuddet er dog skruet sammen, så der ikke vil følge statsstøtte med. Derfor forklarer ministeren, at den manglede statsstøtte har haft konsekvenser for resultatet af udbuddet.
Svenske Vattenfall fortalte tidligere i dag, at de havde opgivet at byde.
- Vi har regnet på udbuddet. Der er god vind og god havbund, men den samlede økonomi berettigede ikke at vi bød, lød det fra selskabets kommunikationschef, Rasmus Helveg Petersen, ifølge Finans.
Organisation: Højere priser presser økonomien
Hos Green Power Denmark, der er en grøn erhvervsorganisation, kalder man det en kæmpe skuffelse. Her har man flere bud på, hvorfor der ikke er kommet nogen bud ind.
- En væsentlig forklaring er, at vindmøller er steget i pris på grund af inflationen og de stigende råvarepriser, og at renten nu er væsentligt højere, end den var for få år siden. Det presser økonomien i projekterne, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark.
Der er dog også andre forhold, der spiller ind, siger han. Blandt andet har mange af de andre lande, der har kystlinje ud til Nordsøen, også gang i havvindmølleprojekter, hvor der kommer bud. Der er usikkerheden ifølge organisationen mindre, fordi der i flere tilfælde er statsstøtte.
Kristian Jensen kalder det et tilbageslag for de grønne ambitioner, fordi det binder os til at importere fossile brændsler i længere tid.
Derfor opfordrer han til, at politikerne forholder sig til, at vindmøller ikke er pengetræer, men i stedet redskaber, der skal gøre os uafhængige af fossile brændstoffer og fjendtlige magter.
Ændring i støtte kræver snak med partier
Lars Aagaard siger, at det er en kreds af partier, der er blevet enige om, at der ikke skal følge støtte med i udbuddene. Derfor kræver det, at man skal have en politisk snak, som han kalder det, inden man kan ændre det.
På grund af de manglede bud forventer han, at det vil gå langsommere med at få ny grøn energi op. Men han er sikker på, at der også fremover vil blive bygget havvindmøller, selvom "vejen bliver lidt mere snørklet".
Han peger blandt andet på, at man måske kan ændre udbuddene, så vindmøllerne først skal bygges færdig nogle år senere.
- Hvis man kan bygge dem færdige i 2032, kan det måske betyde lavere omkostninger. Men vi er nødt til at have et sikkert grundlag, før jeg kan konkludere noget, siger han.