Hvis der er én ting Japan ikke har meget af, er det plads.
Ønationen er tæt bebygget, og derfor er energiformer, der optager meget plads, ikke rigtigt en mulighed.
Derfor er japanerne begyndt at bygge solkraftværker på vandet. Indtil videre er det blevet til to små øer af solceller.
Nu er de så begyndt at bygge det, der bliver verdens største flydende solkraftværk.
De to virksomheder Kyocera Corporation og Century Tokyo Leasing Corporation er gået sammen om at bygge et 13,7 megawatt anlæg på den kunstig sø ved Yamakura-dæmningen i det østlige Japan.
Byggeriet gik i gang i december sidste år, og anlægget skal stå færdigt i foråret 2018.
Det kommer til at dække et område på 180.000 m2.
I alt regner folkene bag projektet med, at de 51.000 solpaneler kan levere over 16.000 megawatt-timer om året.
Og det er ifølge de to firmaer nok til at dække strøm-behovet for 5000 husstande.
Udover pladsmangel er der flere gode grunde til at placere solkraftværker på vand.
Solceller fungerer bedst ved relativt lave temperaturer, og fordampning fra vandets overflade er med til at afkøle dem.
Derudover kan vandet være med til at holde solpanelerne fri for støv og skidt.
En sidegevinst er også, at solpanelerne sørger for, at mindre vand fordamper, da de "skygger" for solen. Det gør placeringen på et vandreservoir ideel.
Helt genialt bliver det, når solcellerne fungerer i samarbejde med vandkraft. For energien fra solcellerne kan bruges til at pumpe vand tilbage i reservoiret, som så kan løbe igennem dæmningens turbiner igen. På den måde kan energien "gemmes" til dage hvor solen ikke skinner.
Flere andre lande arbejder også på flydende solkraftværker. Både Australien, Indien, Korea, Brasilien og USA har lignende projekter i gang.