Indien skriver rumhistorie: Lander som det første land på Månens sydpol

Månelandingsforsøget mislykkedes for inderne i 2019, men denne gang gik landingen efter planen.

Indien er det første land i verden, der lander på Månens sydpol.

Indien har netop skrevet et stykke rumhistorie.

Landet har som det første i verden formået at lande på Månens sydpol.

Det sker seks uger efter, at inderne sendte deres månemission kaldet Chandrayaan-3 afsted.

Astrofysiker ved Planetarium Cecilie Sand Nørholm ser månelandingen som noget ganske særligt.

- Det er superfedt. Der er nok aldrig noget, der helt overgår den første månelanding i 1969, men det, som er særligt ved denne månelanding, er, at det sker på sydpolen.

- Sydpolen er speciel, fordi man mener, at der kan være vand på polen i form af is. Så det er et rigtig spændende sted, hvis man gerne vil have mennesker derop. Så på den måde har Indien gjort noget stort, da de er de første, der lander på sydpolen, siger hun.

På længere sigt vurderer Cecilie Sand Nørholm, at Månen kan bruges som trædesten til en anden planet.

- Et af målene er at oprette en rumstation på Månen, som skal være et springbræt videre til Mars. Hvis vandet på Månen udvindes, så kan astronauterne deroppe overleve. Det er nemlig meget dyrt og besværligt at tage tilstrækkeligt med vand med hjemmefra, siger hun.

Her ses et billede fra den skærm, som den indiske rumforskningsorganisation (IRSO) fulgte i sekunderne inden månelandingen. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

Indien lærte af deres fejl

Det er anden gang, at inderne forsøger sig med denne månelanding. Tilbage i 2019 forsøgte landet sig med den samme mission, men det lykkedes ikke at lande på sydpolen.

I stedet styrtede fartøjet ned på Månens overflade. Men denne gang gik alt efter planen.

Og disse erfaringer fra det tidligere forsøg kunne Indien bruge anden gang, mener Cecilie Sand Nørholm.

- Missionen er blandt andet lykkes, fordi inderne har lært af sine fejl fra sidst. De vidste mere denne gang om det område, de gerne vil lande i. Denne viden har været vigtig, fordi Månens sydpol virkelig er et svært sted at lande, siger hun.

Chandrayaan-3 havde et landingsfartøj med sig med navnet Vikram, og det er netop det landingsfartøj, der her til eftermiddag er landet på Månens overflade.

Successen betyder, at Indien er det fjerde land i verden, der har formået at lande på månen.

De tre andre lande er Sovjetunionen, Kina og USA.

Månelandingen på sydpolen anses for at være meget kompliceret, fordi overfladen blandt andet er fyldt med enorme kratere.

Den indiske premierminister, Narendra Modi, fulgte månelandingen fra Sydafrika. (Foto: © Punit PARANJPE, Ritzau Scanpix)

Modi: En historisk dag

Den indiske premierminister, Narendra Modi, fulgte også med i månelandingen.

Premierministeren befinder sig lige nu i Sydafrika, men da missionen var fuldført, udtalte han sig kort efter gennem en videoforbindelse.

- På denne glædelige dag vil jeg gerne henvende mig til hele verdens befolkning.

- Indiens succesfulde månemission er ikke kun Indiens. Succesen tilhører hele menneskeheden, sagde han ifølge Ritzau.

Flere lande vil på samme mission

Formålet med at lande på Månens sydpol er vandet i området. Hvis der er nok af det, vil det kunne få stor betydning for fremtidens udforskning af rummet.

Indernes rummission har kostet cirka 73 millioner dollars svarende til 503 millioner danske kroner.

Rusland forsøgte også at lande på Månens sydpol med deres rummission kaldet Luna-25. Denne mission mislykkedes, da fartøjet styrtede ned i weekenden.

I de kommende år har både USA og Kina også planlagt missioner, der skal forsøge at få et rumfartøj til at lande på Månens sydpol.