Svømmestjerne i rørende start på landsdækkende stafet

Tidligere verdensmester Jeanette Ottesen bankede på hos helt særlig bekendt.

Ved DR Sportens store show 'Sport 2020' satte kronprins Frederik i selskab med fodboldlandsholdets træner, Kasper Hjulmand, gang i en bevægelsesstafet, der i løbet året skal nå ud i alle afkroge af Danmark.

Stafetten blev givet videre til det danske svømmeikon Jeanette Ottesen, men man behøver hverken være kongelig, landstræner eller elitesportsudøver for at blive en del af stafetten.

Den kan ende i hænderne på alle danskere, der lader sig inspirere til at få rørt sig lidt mere i 2021 som en del af projektet 'Sammen i bevægelse'.

Inspireret er Jeanette Ottesen blevet, og hun har allerede givet bevægelsesstafetten videre til en, der har betydet særskilt meget for hende i karrieren.

- Jeg er spændt. Virkelig spændt. Jeg tror, hun bliver så glad, siger Jeanette Ottesen, da hun begiver sig ud for at give bevægelsestafetten videre til sin fysioterapeut Julie Hjelm Jacobsen.

- Bevægelsestafetten handler om at give den videre til en, man gerne vil bevæge sig for eller sætte i bevægelse.

Den tidligere europa- og verdensmester i svømning har forladt bassinet og i stedet sat sig op cyklen for at sætte sin fysioterapeut i bevægelse. Og om man hopper, kravler, løber eller går betyder ikke noget i bevægelsesstafetten, så længe man får rykket sig.

Bevægelsesstafetten handler om at inspirere andre til også at få rørt sig. Og fortælle andre, hvorfor de har rørt os.

- Det, jeg glæder mig allermest til, det er at se hendes reaktion, og fortælle hende, hvorfor jeg har valgt at give hende stafetten, siger Jeanette Ottesen på sin vej gennem Københavns gader mod Frederiksberg, hvor vennen og fysioterapeuten Julie Hjelm Jacobsen bor.

Hop i bølgerne

Bevægelsestafetten er en del af projektet 'Sammen i bevægelse' som DR sammen med landets største idrætsorganisationer har sat i søen for at inspirere danskerne til at bevæge sig lidt mere i 2021.

De seneste tal fra Idrættens Analyseinsitut viser, at danskerne på tværs af alder og køn tager mindre del i idrætsaktiviteter end tidligere. Samtidigt har coronaen vanskeliggjort en aktiv hverdag yderligere.

Bevægelsesstafetten er derfor blot det første af en lang række projekter og initiativer i 'Sammen i bevægelse'-projektet, som danskerne kan blive en del af i 2021, hvor de seks bølger i 'Sammen i bevægelse' skyller ind over landet.

- Udover at du er min fysioterapeut, så er du så meget mere end det, og jeg føler ikke rigtigt, at jeg til daglig kan vise dig det, så jeg håber, at jeg med den her stafet kan vise, hvor meget du betyder for mig, siger Jeanette Ottesen, da hun når frem til adressen på Frederiksberg.

- Du har bare min ryg og det har du haft fra 'day one'.

Den videre rute for bevægelsesstafetten er endnu ukendt, men sikkert er det, at hver dag vil en ny person få stafetten i hånden, inden den efter et helt år på farten vil ende tilbage på scenen ved DR Sportens næste store årsshow 'Sport 2021'.