En accelererende magtkamp udspiller sig i disse år i rummet med blandt andre USA, Rusland og Kina som centrale spillere. Men private virksomheder med nogle af verdens rigeste mænd i spidsen er også blevet en uomgængelig magtfaktor i kampen om det ydre rum. Det fortæller astrofysiker Anja C. Andersen i Deadline.
- Den gode nyhed er... Det er skønt med noget entreprenørskab, og at de får bygget, udviklet og sat gang i noget. De får accelereret, hvad der foregår i statsregi, siger hun.
Private aktørers voksende rolle i verdensrummet er dog langt fra uden problemer, påpeger Anja C. Andersen.
- Den dårlige nyhed er, at det er det vilde vesten. Der er ikke noget space police og ingen kontrol. Der er et kontor hos FN med tre medarbejdere, der kigger på outer space affairs, men de har ingen rigtig magt.
- Så vi er afhængige af, at de private aktører gør noget fornuftigt.
En helt central skikkelse i rumkapløbet er Elon Musk, ejeren af SpaceX. Han samarbejder med det amerikanske rumagentur NASA, men har også egne projekter og ambitioner i verdensrummet. Ifølge Anja C. Andersen gør Musk ‘nogle fantastiske ting’. Men hun er bekymret for, hvad der ville ske, hvis Musk pludselig foretrak et samarbejde med kineserne, eller hvis han gik konkurs og efterlod et utal af satellitter.
- Hvem skal så rydde op efter ham? Det er os.
Se hele interviewet i Deadline på DRTV.