Fredag morgen er der vindstød af stormstyrke langs kysterne, og i Østersøen er vandstanden steget til mellem 130 til 140 centimeter i det sydøstlige Sønderjylland.
I løbet af dagen tiltager vinden yderligere, og den kulminerer i aften med vindstød af stærk storm, mens vandstanden i den vestlige del af Østersøen kan nå op omkring to meter over dagligt vande.
Stormfloden i Østersøen ventes at kulminere i timerne efter midnat.
Vinden tiltager i løbet af eftermiddagen
Der venter en blæsende formiddag med kuling fra øst langs kysterne, hvor der også kan forekomme vindstød af stormstyrke.
I den sydlige del af landet vil det fortsat regne, mens det holder tørt i den nordlige del af landet.
I løbet af eftermiddagen tiltager vinden yderligere, og ved Østersøen kan den nå hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke, der sidst på eftermiddagen kan nå stærk storm langs Østersøens kyster.
Samtidig ventes et mere udbredt regnvejr at bevæge sig op over den sydlige del af landet.
Vindstød af stærk storm og kraftig regn
I aftentimerne fortsætter vinden med at tiltage. Langs østvendte kyster vil det i hele landet blæse med en hård kuling fra øst med vindstød af stormstyrke.
I dn sydlige del af landet kan det fredag aften blive endnu mere blæsende.
Ved Østersøen tiltager vinden til stormende kuling med vindstød af stærk storm, og en overgang er der sidst på aftenen risiko for, at vindstødene langs kysterne på Sydøstsjælland og Møn kan nå orkanstyrke.
Ud over det meget blæsende vejr vil et kraftigt regnvejr i løbet af aftenen brede sig op over landet fra syd.
Regnvejret kan hen over den sydligste del af landet give 15 til 25 millimeter regn allerede inden midnat, og i løbet af natten kan nedbørsmængderne nå op over 30 millimeter.
Vandstand på over to meter når stormfloden kulminerer
Den kraftige og vedvarende blæst sender enorme mængder vand ind i den vestlige del af Østersøen.
Vandet, der presses ind fra øst, kan ikke nå op gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund, og det vil fortsætte md at blive stemmet op i de sønderjyske fjorde, der i timerne omkring midnat natten til lørdag vil få de højeste vandstande på over to meter.
De seneste prognoser fra DMI lader vandstanden kulminere mellem midnat og klokken tre natten til lørdag med en vandstand på omkring to meter i både Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.
Højeste vandstand ventes i Haderslev, hvor DMI's vandstandsprognoser har op til 2,07 centimeter.
Det er historisk høje vandstande, som ikke er set i den vestlige del af Østersøen i mere end 100 år.
I den vestlige del af Østersøen ventes vandstanden på Sydøstsjælland, Møn, Lolland og Falster at nå 160 til 180 centimeter.
Ud over forhøjet vandstand: Meterhøje bølger
Sammen med den historisk høje vandstand giver det blæsende vejr flere meter høje bølger, der vil slå ind mod kysterne ved Østersøen.
Ud for det sydøstlige Sjælland og Møn ventes bølger på op til seks meters højde, der helt inde ved kysten kan nå op til fire meter.
I den vestlige del af Østersøen kan bølgerne nå tre meter langs kysterne på Als, mens de i den ydre del af Flensborg Fjord og ind mod kysterne i den østlige del af Sønderjylland kan nå en højde på mellem to og tre meter.
DMI varsler: Forhøjet vandstand, vindstød af stormstyrke og kraftig regn
Det voldsomme vejr har fået DMI til at udsende varsel om forhøjet vandstand i hele den danske del af Østersøen og i det sydlige Lillebælt.
DMI varsler den højeste kategori 3 varsel, der betegnes som "meget farligt vejr".
Derudover varsler DMI for vindstød af stormstyrke langs kysterne i store dele af landet, ligesom DMI yderligere varsler for kraftig regn i hele landet.