Det er nemmere at komme frem i gummibåd end ambulance, og redningsmandskabet er iført redningsveste og overlevelsesdragter, når de sejler rundt i gaderne i flere oversvømmede byer i Emilia Romagna-regionen i Italien.
Her har et kraftigt regnvejr omdannet dele af landskabet de seneste dage. De kraftigste målinger gav 94 millimeter på 24 timer og 136 millimeter på 48 timer i Bologna. Og de voldsomme vandmasser har fået flere floder til at gå over deres bredder, ligesom flere byer meldes oversvømmet.
Både på grund af de store mængder regn, men også fordi området har været tørkeramt de seneste måneder. Når det sker, har jorden sværere ved at absorbere vand, end hvis der løbende havde været lidt regn.
Blandt andet ved floden Po, der er Italiens største flod. Den løber fra vest til øst i den nordlige del af Emilia Romagna-regionen. Op til regnvejret havde der været bekymring om, at vandstanden i den var meget lavt.
Nu skriver italienske medier, at regnvejret fik vandstanden i Po til at stige med 1,5 meter på 24 timer. Det hænger formentlig sammen med, at regnvejr løb nedover områdets bjergskråninger og fik vandet i Po-floden til at hobe sig op.
Regnvejret varede fra 2. til 3. maj, og under det omkom to personer. En af dem omkom, da personens hus kollapsede under vandmasserne.
Ifølge Reuters har de lokale brandkorps været ude til over 400 evakueringer i regionen, da mange borgere har været fanget i deres hjem.
Videoen er optaget i byen Faenza, hvor redningsmandskab i både evakuerer en beboer fra en etageejendom. Flere hundrede rapporteres evakueret, og Vigili del Fuoco, en del af Italiens nationale beredskab, sagde torsdag, at de havde været indsat til mindst 600 oversvømmelsesrelaterede indsatser.