Voldsom snestorm er i gang: Kan give 50 centimeter sne og meterhøje snedriver

Snestormen fortsætter resten af dagen.

I hele den nordlige halvdel af Jylland og i Nordsjælland er man onsdag morgen stået op til en regulær snestorm med kraftigt snefald og snefygning.

I den sydlige del af landet siler regnen mange steder ned ved temperaturer mellem 2 og 5 graders varme.

Kraftigst er snestormen onsdag morgen i det østlige Jylland, hvor der i nattens løb flere steder er faldet omkring 10 centimeter sne.

Snestormen fortsætter

Det er et lavtryk lige syd for Vadehavet, der langsomt bevæger sig ind over Sønderjylland, der giver både det vinterlige vejr og regnen.

Nord for lavtrykket strømmer kold fra Sverige ind over den nordlige halvdel af landet, mens lunere luft skyder frem fra sydvest hen over den sydlige del af Danmark.

Vejrkort for onsdag formiddag. (Foto: © DR vejret)

I formiddagstimerne vil snevejret fortsætter i store dele af Jylland nord for en grænse fra Ringkøbing Fjord til Horsens, ligesom det vil fortsætte med at sne i Nordsjælland.

Her vil hård vind til kuling med vindstød af stormstyrke give kraftig snefygning.

I den sydlige del af landet vil man få perioder med regn, der især hen over den sydøstlige del af landet kan blive kraftig.

Snestormen rykker lidt mod syd

I eftermiddag fortsætter snestormen i den nordlige halvdel af landet, og grænsen mellem regn og sne rykker i eftermiddagens løb lidt mod syd, så større dele af Jylland og Sjælland kommer ind i området med frostvejr og perioder med kraftigt snefald.

I den sydøstlige del af landet bliver det meget regnfuldt i eftermiddagstimerne, og der kan indtil sidst på eftermiddagen falde op til 30 millimeter regn.

Vejrkort for onsdag eftermiddag. (Foto: © DR vejret)

I et område fra Himmerland og ned over Østjylland ventes snevejret at blive kraftigst. Her har prognoserne 20 til 30 centimeter sne - og stedvis kan der være faldet op til 50 centimeter sne, inden dagen er omme.

Mens vinden aftager i den sydlige del af landet, fortsætter den kraftige blæst fra øst med op til kuling og vindstød af stormstyrke.

Det giver udbredt snefygning og sigtbarhed ned til nogle få hundrede meter.

Med en kraftig østenvind er især nord-syd gående veje eksponeret for store snedriver, der med de forventede snemængder stedvis kan blive meterhøje.