Vinterens laveste temperaturer på vej: Sådan rammer sibirisk kulde

Kalenderen viser snart marts, men termometret viser snart sibirisk kulde.

(Arkiv) Sne og kulde er på vej ind over landet. Her går en fodgænger gennem sneen i Aalborg torsdag den 14. december 2017. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Glem alt om cortado på fortovscafeer med den fede forårsjakke. Du ved, den du købte i slutningen af sæsonen sidste år på tilbud, og som du har glædet til tage i brug. Østenvinden kommer med sibirisk kulde, og det er kun et Instagram-filter, der kan redde dit billede af foråret.

Startende søndag og adskillige dage frem skal vi have frost og kulde, og ikke bare husk-hue-og-vanter-kulde, termometret kommer nemlig flere steder i landet til at vise minus 15 grader.

- Det bliver koldt og blæsende i hele landet, og der kommer til at dannes snebyger i første omgang ved Østersøen og Bornholm, der altid ligger direkte i skudlinjen. Senere vil der også blive dannet snebyger ved Lolland-Falster, Kattegat og Østjylland, siger vært på DR Vejret Mikael Jarnvig.

- Afhængigt af om vinden skifter retning, kan det også give sne i andre landsdele, påpeger han.

Når den kolde luft på minus 15 grader bevæger sig ind over havet, der efterhånden har sneget sig op på omkring fem plusgrader, fordamper fugten fra vandet, og det giver snevejr, forklarer Mikael Jarnvig.

En ellers anonym vinter

Snefaldet kommer med en østenvind, som bare tiltager fra begyndelsen af næste uge og kan nå helt op på kulingstyrke, hvilket giver snestorm.

Danmarks Meteorologiske Institut har de en online Storm P-maskine, hvor man kan putte informationer ind om, hvor koldt det er, hvor meget det kommer til at blæse, og hvilken måned vi er i. Ud kommer et tal for, hvor koldt det vil føles, den såkaldte chill-factor, som fra søndag står på minus 20 grader.

- Det er meget sent på sæsonen, at det kommer. Vi har ikke set så lave temperaturen hele vinteren. Det er usædvanlig koldt, især denne vinter. Det vejr, der kommer her de sidste dage af februar, er noget, der normalt hører januar til, siger Mikael Jarnvig.

Februars gennemsnitstemperatur kommer til at ende lidt under normalen, men bortset fra det har det ikke været en vinter, vi husker, siger Mikael Jarnvig:

- Det har været en meget almindelig vinter, som sådan ikke går over i historien indtil nu. Den har været rimelig anonym, selv om det har været lidt koldt om fingrene, siger Mikael Jarnvig og fortsætter:

- De seneste dage kunne man godt have fået den vanvittige ide, at foråret var på vej. Men du kan godt lægge den lysebrune forårsjakke tilbage i klædeskabet. For om lidt ligger der en masse sne, og bilen står rimet ind i otte graders frost.

Det kolde vintervejr skal efter prognoserne nå Bornholm søndag og bevæge sig østover i starten af næste uge.