VIDEO Flere veje styrtet sammen i Nordjylland efter massive regnskyl

Samtidig er alle tog nord for Aalborg aflyst resten af torsdag samt fredag.

Himlen har i den grad stået på vid gab det seneste døgns tid i Nordjylland, hvor store mængder regn er skyllet ned fra oven.

Lokalt er der flere steder faldet op mod 100 millimeter vand, og det har skabt problemer med både oversvømmelser og ødelagte veje.

Blandt andet er et stykke af Risholmvej nordøst for Brønderslev helt skyllet væk, ligesom dele af andre veje har lidt samme skæbne.

Alle tog aflyst

Uvejret har også ramt togtrafikken, hvor al togtrafik nord for Aalborg er aflyst resten af torsdag samt fredag, oplyser Banedamark.

Ifølge DR's vejrvært Jesper Theilgaard er regnen ved at ebbe ud, og skulle stoppe helt af i løbet af de tidlige aftentimer.

Se de voldsomme optagelser fra de ødelagte veje i videoen øverst i artiklen.