Vejrfænomenet El Niño, der har skabt store udsving i globale temperaturer og voldsomt vejr i hele verden, viser tegn på at aftage.
Det melder Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) nu ud i en pressemeddelelse.
El Niño vil med meget stor sandsynlighed snart blive afløst af vejrfænomenet La Niña i efteråret, skønner WMO.
Men det betyder ikke, at vi slipper for at høre om ekstremt vejr rundt omkring i verden.
- Det, at El Niño er på vej tilbage, gør, at vejret i nogle dele af verden bliver mindre ekstremt, men andre steder vil det så gå den anden vej, forklarer meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.
Skiftende vejrfænomener
Det er El Niño, der er på spil, når temperaturen i dele af Stillehavet bliver noget højere end normalt, og det kan føre til mange forskellige udsving i vejret på hele kloden.
El Niño er samtidig det mest dominante vejrfænomen på kloden.
Det kan give voldsom varme i det vestlige Canada, men samtidig gøre det sydlige USA koldt og vådt. Få det til at regne i Uruguay og det sydlige Brasilien, som vi så det i staten Rio Grande do Sul, og varme Sao Paulo, lidt længere nordpå, meget op.
Modsætningen, La Niña, viser sig ved, at temperaturen på havoverfladen i Stillehavet bliver lavere, og begge fænomener spiller sammen med atmosfærens fordeling af temperatur og nedbør.
- Kort sagt er det havstrømmene og atmosfæren, der skiftes til at irritere hinanden, og det skaber store udsving i temperaturen på kloden, opsummerer Mikael Jarnvig, meteorolog ved DR Vejret.
Kortet herunder viser effekten som El Niño har på vejret forskellige steder i verden fra december til februar.
Konsekvenserne
Den seneste tid med El Niño har givet os nye globale varmerekorder. April blev den 11. måned i træk, der satte ny rekord med en global temperatur på 15,03 grader - og den 9. måned med en global temperatur på mere end 1,5 grader over det førindustrielle niveau, der dækker over perioden fra 1850 til 1900.
Sammenligner man april måneds temperatur med Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, så blev april måned 1,58 grader varmere end i den førindustrielle tid.
Og her påpeger meteorolog Mikael Jarnvig fra DR Vejret, at begge vejrfænomener altid har skabt gener rundt omkring i verden og altid vil gøre det.
Det bekymrende er klimaforandringerne, der smider benzin på bålet og gør generne mere voldsomme.
- Der vil altid være store udsving i vores vejr, og det har der altid været, men når El Niño banker på, så giver klimaforandringer mere fut til ekstremt vejr.
Grafen herunder sammenligner tidligere El Niño- og La Niña-fænomener igennem tiden ved temperaturmålinger på havets overflade. El Niño er orange og La Niña er blå. Tendensen viser, at vi får højere varmeudsving og lavere kuldeudsving.
- Der er en udbredt tendens til, at vi slår varme- og nedbørsrekorder i disse tider. Og langt de fleste kulderekorder ligger i vores forældres generation, så vi ser en verden, hvor det kun bliver varmere.
Generelt ser vi, at det er de vestlige, generelt koldere lande som ikke bliver ramt nær så hårdt af de store udsving ved El Niño, som de sydlige og ofte mindre velstillede lande gør.
Det er samtidig de førstnævnte, som har bidraget mest til Co2-udslippet, fortæller Mikael Jarnvig fra DR Vejret.
- Vi har skabt de tunge byrder, og de fattige skal bære dem.