Vejr at vide: Dét sker der ved tidevand

Der er højvande to gange om dagen, men hvad sker der egentlig ved tidevand? Det giver Anders Bartholdy en forklaring på her.

Det sker hver dag, det der med tidevand, men de færreste af os forstår, hvorfor det sker. Og forklaringen på netop det fænomen, fik Gorm Jørgensen til at spørge Vores Vejr, hvad det er, der sker ved tidevand.

Der er mange faktorer, der spiller ind, men den altafgørende er månen, fordi månen trækker i jorden, og jorden trækker i månen.

- Hvis man forstillede sig, at jorden var fyldt med vand, så ville den faktisk være æggeformet, vandet ville stå som sådan en sfære ud til den ene side, og også en sfære ud på den anden side. Og det er der, der er højvande, forklarer vært på Vores vejr, Anders Bartholdy.

- Hvis jorden var fyldt med vand, ville den være æggetformet. (© DR)

Jo tættere på månen, desto større tiltrækning

Årsagen til højvandet på den ene side er, at jorden her er tættest på månen, og dens tyngdekraft her er større. Og fordi månen virker mere på jorden her, så får vi trykket den ene bule ud.

På den anden side, er det blandt andet fordi, vi er længere væk, og vi derfor har en noget svagere tiltrækning fra månen, og så opstår den anden bule.

- På et døgn har vi altså højvande to gange. Og det er jo sådan, at det hele, det flytter sig. Det gør det ikke, fordi bulen flytter sig, det gør det faktisk, fordi jorden flytter sig. Jorden drejer jo rundt om sin egen akse, så derfor flytter den sig også forbi den her bule to gange, siger Anders Bartholdy.

Tidevandet herhjeme

- Hvis vi så kigger på vores tidevand og vores vadehav herhjemme, så har vi cirka to meters forskel på høj- og lavvande.

Men andre steder er der langt større forskel på tidevandet.

- Det har egentlig ikke noget med de her to buler at gøre, at der er op mod 13-14 meter her i Normandiet. Det har noget at gøre med kystens udformning. Hvis vi har sådan en tragtformet kyst, så kan der blive sådan en tendens til, at det fylder mere op med vand, og så får vi de her meget spektakulært udseende tidevand, hvor det hele løfter sig relativt mange meter på de timer, det tager at få højvande igen, slutter Anders Bartholdy.

Du kan se Anders Bartholdys forklaring på tidevand i videoen øverst i artiklen.