Har du netop smidt luffer og strikhue langt ind i skabet, skal du måske bruge dagen i dag på at grave dem frem igen.
For tirsdag gør vinteren comeback. Og det i en grad så DMI har udsendt et varsel om snestorm for den nordlige og centrale del af Jylland fra sent mandag aften til tirsdag eftermiddag. Østjylland har risiko for snestorm, mens resten af landet har udsigt til sne, slud og regn.
- Det er endnu for tidligt at sige, hvor voldsomt det bliver og om, der bliver tale om en regulær snestorm. Men det er ret sikkert, at der kommer noget sne, og det bliver ret vinterligt, siger DR's vejrvært Louise Gade.
I dag er således sidste chance for at lufte solbrillerne i denne omgang.
- Mandag bliver relativt fredeligt med en del sol, forholdsvis rolig vind og enkelte lette snebyger. Men mandag aften begynder der efterhånden at trække flere skyer ind og de bringer sne ind over den jyske vestkyst, siger Louise Gade.
- Og i løbet af tirsdagsdøgnet vil lavtrykket – med blæst og nedbør bevæge sig tværs over landet fra vest mod øst, og det ser ud til, at stort set alle vil blive ramt på en eller anden måde, siger hun.
Fordi vinden også tager til i styrke, vil det nogen steder føles som "ret barsk vintervejr", lyder beskeden.
15-30 centimeter sne til nordjyderne
Det er dog især den nordlige del af landet, der er udsat for det lavtryk, der vil trække ind over landet fra Norskehavet. Snevejret forventes at ramme Jylland allerede i løbet af aftenen.
Ifølge de seneste prognoser er det ret sandsynligt, at Nordjylland og den centrale del af Jylland når kriteriet for snestorm, som er mindst 10 centimeter sne på 6 timer, mens middelvinden samtidigt er over 10 meter i sekundet.
- Det er totalt afhængigt af lavtrykkets bane, hvor kraftigt det bliver, og hvilken nedbørsform man får, fortæller DR's vejrvært.
- Jo længere mod nord du kommer, jo større er chancen for, at der er tale om reel sne. I den sydlige del af landet er det mere det, vi kalder våd sne, altså tøsne, måske slud.
Ifølge DMI har det nordlige og centrale Jylland udsigt til 15-30 centimeter sne.
- Men lokalt kan der måske komme 30-40 centimeter. Så der kommer en del sne som vinden kan kaste rundt med og danner snedriver af, skriver DMI.
Vinteren slår et svirp med halen
Det er dog ikke usædvanligt, at sne og vinterkulde vender tilbage i marts, selvom solen og vintergækkerne allerede har meldt deres ankomst.
- Det er det, man nogle gange bliver snydt af. Når vi flipper kalenderbladet om til 1. marts, så tænker man: 'Yes! Fuglekvidder, flere soltimer, stigende temperaturer... nu vender det. Nu skal vi f..... drikke kaffe på terrassen!'. Men så slår vinteren lige et svirp med halen, og så bliver vi mindet om, at vi kun lige har sluppet vinterhalvåret, siger Louise Gade.
Ifølge DMI vil det begynde af sne mandag eftermiddag eller aften i Nordjylland, og først tirsdag eftermiddag vil snevejret høre op i det nordligste og centrale Jylland.