Mens det er sommer på vores breddegrader, er det normalt den koldeste tid på året ved sydpolen.
Men Antarktis er i disse uger ramt af en hedebølge, hvor temperaturen i juli i gennemsnit var ti grader over normalen. På de varmeste julidage var den 28 grader over normalen.
Det viser data fra EU's Copernicus Climate Change Service, der også har lavet dette kort, hvor Antarktis står ud som ildrødt under kategorien 'temperaturafvigelse'. Tendensen ser ud til at fortsætte ind i starten af august.
Fordi det er vinter ved sydpolen, er temperaturerne - trods stigningerne - fortsat et godt stykke under frysepunktet. I juli ligger temperaturerne i de indre regioner typisk mellem -35 og -45 celsiusgrader. Gletsjerisen er ikke i samme risiko for at smelte, samtidig med at vinteren ofte kommer med større udsving i temperaturen.
- Men hvis det her bider sig fast, og de store temperaturerstigninger også kommer i foråret og sommeren, så kan vi komme til at se rigtig meget afsmeltning, siger Bo Møllesøe Vinther, som er lektor ved sektionen Is, Klima og Geofysik på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.
Hedebølgen på Antarktis er den anden på to år. Ved den seneste i marts 2022 røg temperaturerne 39 grader op over normalen.
Kæmpe havvandsstigninger bundet til iskappen
I det hele taget er der varmt på kloden, hvor de globale temperaturstigninger har slået rekord det seneste år.
Når det kommer til Antarktis, skal temperaturstigningerne generelt ses i lyset af, at der de seneste år har været "relativt lidt havis" omkring kontinentet. Det betyder, at der er varmere ved kysterne, hvilket er med til at drive udviklingen, fortæller Bo Møllesøe Vinther.
Derudover kan El Niño også have en effekt, fordi visse dele af Antarktis er påvirkelig af vejrfænomenet.
- Hvis det er nogle få dage, det er varmere, er det ikke meget bekymrende. Men hvis det er over en længere periode, at temperaturerne bider sig fast, så er det et stort problem, siger Bo Møllesøe Vinther og understreger, at man ved en længere periode taler en hel sydpols-sommer.
Sæsonen, for at indlandsisen ved Antarktis smelter, starter i det antarktiske sommerhalvår i november og slutter omkring april, hvor vinteren igen begynder. Forskerne har de seneste år set konsekvenserne af den globale opvarmning, som de usædvanlige temperaturstigninger ofte kommer af.
Lektor Bo Møllesøe Vinther fra Københavns Universitet fortæller, at de bruger satellitter til at holde øje med, hvor meget is der er i Grønland og Antarktis, ved at de måler tyngekraften på isen.
- På de satellitter kan vi se, at vægten af iskapperne hvert år bliver mindre på Grønland og Antarktis, fordi der smelter mere is hvert år, end der kommer sne, som kompenserer, siger han.
Og det kan have uoverskuelige konsekvenser.
- Der ligger det, der svarer til 60-70 meters havvandsstigninger bundet til iskappen på Antarktis. Det gør, at det ikke er supergode nyheder, hvis den begynder at smelte hurtigt.
I denne artikel kan du læse mere om en gletsjer ved Antarktis, der kan forårsage katastrofale vandstigninger: