USA ramt af historisk varme: Seks amerikanske stater har sat ny varmerekord

I Texas er der blevet målt over 37 graders varme.

Sommervejr i Chicago den 26. februar. (Foto: © Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix)

På trods af vi er i februar, har man i USA de seneste dage oplevet sommervejr, da usædvanlig varme har ramt store dele af landet, hvor der er sat mere end 100 varmerekorder for februar.

I den amerikanske Midtvesten nåede temperaturen både mandag og tirsdag op mellem 25 og 30 grader, og i seks amerikanske stater har man ikke haft det varmere i februar i over 100 år.

Varmen skød sidst på weekenden op over USA fra Mexico, og den nåede mandag op over hele den centrale del af USA og hele vejen op til området omkring de store amerikanske søer. Tirsdag kulminerede den meget tidlige sommerlige varme, da den også nåede frem til det sydlige Canada, hvor man også satte nye varmerekorder.

Seks stater med ny varmerekord

I løbet af mandagen og tirsdagen faldt varmrekorderne på stribe, og i hele seks stater fik man ny varmerekord for februar. Det viser data fra den amerikanske vejrtjeneste NWS

I Missouri blev der ved Big Springs målt 32,2 grader. Illionis fik ny februarrekord, da er der i Chahokia blev målt 30 grader, mens Wisconsin med 25,0 grader i Kenosha også satte ny varmerekord for hele staten.

23,9 grader i Saginaw var der den varmeste februardag gennem tiderne i staten Michigan, og i Minnesota blev det også til en ny rekord, da termometeret i Winona viste 22,2 grader. Endelig var der også ny varmerekord for februar i Arkansas, da der i Texarcana blev målt hele 32,2 grader.

Det er temperaturer, der i Midtvesten er op til 20 grader højere end normalt i slutningen af februar, og den usædvanlige varme svarer til, hvad man normalt oplever fra midten af maj til starten af juni.

Temperatur i Nordamerika tirsdag i forhold til det normale. (Foto: © ECMWF)

Over 100 år gamle rekorder faldt på stribe

I St. Louis i staten Missouri var et af de nordligste steder, der tirsdag blev målt 30 grader. Den tidligere februarrekord fra 1972 lød på 29,4 grader - mens vejroptegnelserne går endnu længere tilbage.

Mange af de varmerekorder, der blev slået, skete ved vejrstationer, der har målt temperaturer i mere end 100 år. I St. Louis har der været foretaget målinger 1874.

En af de ældste rekorder, der blev slået var i Antigo i det nordlige Wisconsin. Her blev der tirsdag målt 17,7 grader. Hermed slog man den 128 år gamle februarrekord på 15,0 grader målt helt tilbage i 1896.

I Lansing i Michigan, der er en af de ældste amerikanske vejrstationer, har man dagligt målt temperaturer siden 1863. Også her blev der sat ny februarrekord med 22,8 grader, som således var den højeste februartemperatur målt i Lansing i mindst 161 år.

Når der normalt sættes ny rekord, sker det ofte med nogle få decimalgrader. I staten Wisconsin blev de gamle varmerekorder helt uhørt slået med flere grader, da varmen kulminerede tirsdag.

I Wisconsin Rapids, der ligger mellem Chicago og Minneapolis blev der tirsdag målt 22,2 grader. Det er hele 5,9 grader over den tidligere rekord på 16,7 grader.

Rekordvarmen nåede tirsdag op til det sydlige Canada og helt til den vestlige del af staten New York, hvor temperaturen nåede 21 grader.

Det absolut varmeste sted i USA under de seneste dages usædvanligt varme vejr, havde man i Texas.

I Kileen nord for Austin nåede man mandag som det eneste sted i USA 100 grader Fahrenheit, der svarer til 37,8 grader, som blot er 1,6 grader fra den absolutte amerikanske februarrekord på 39,4 grader sat i Texas i 2017.

Varmere vintre i USA

Ifølge Weather Channels meteorolog Jonathan Erdmann er der flere forklaringer på det ekstremt varme vejr.

En kraftig El Nino giver statistisk set varmere vintre i det nordlige USA, ligesom denne vinter har været kendetegnet ved fraværet af store blokerende højtryk ved Grønland, som kan sende canadisk kulde ned over USA.

Endelig er der klimaforandringerne.

Temperaturen i USA er steget med 1,1 grader siden år 1900, og vinteren i er ifølge den amerikanske vejrtjeneste NOAA den årstid, hvor temperaturstigningen har været størst.

Siden år 1900 er vintrene i USA blevet 1,7 grader varmere.

Denne tendens har især været udtalt siden 1970'erne. Ifølge NOAA har man set den største temperaturstigning i USA's nordlige stater.

Desuden har der ifølge Climate Central være både kortere kuldeperioder og mindre ekstremt lave temperaturer, og så har der været flere usædvanligt varme vinterdage i de seneste 50 år end før 1970.