USA er ramt af usædvanlig mange tornadoer i år

De mange voldsomme vejrfænomener har krævet adskillige ofre.

Kvarteret Rolling Fork i Mississippi er smadret, efter at en tornado ramte 27. marts. Mindst 25 personer er dræbt, og store områder er komplet ødelagt. Foto: Chandan Khanna/AFP. (Foto: © Chandan Khanna, Ritzau Scanpix)

Da en tornado i sidste uge raserede det sydøstlige hjørne af USA, var det voldsomme kræfter, der splittede hele samfund ad. Og tornadoen er blot endnu en i rækken af hærgende vejrfænomener her i starten af 2023.

The Washington Post har gennemgået de seneste måneders voldsomme vejr og sammenholdt med den normale frekvens i USA. I de 48 stater på fastlandet blev der registreret 168 tornadoer i januar. Det er det næsthøjeste antal nogensinde.

På satellitbillederne fra NASA kan man tydeligt se det spor af ødelæggelse, som tornadoen har efterladt sig. På billedet kan du se tornadoens rute starte i nederste venstre hjørne, og derfra bevæge sig mod billedets øvre højre hjørne. Foto: Lauren Dauphin fra NASA Earth Observatory.

I februar blev der registreret 55 tornadoer, hvilket også er markant flere end normalen på 29 i gennemsnit. Og flere stater er bemærkelsesværdige. For eksempel Iowa, der i januar havde to tornadoer. Det er første gang i 50 år, det er registreret.

Oklahoma havde i årets første to måneder 17 tornadoer. Normalt er der en enkelt.

Varm vind fra Golfen

Tornadoer opstår i feltet mellem varm, fugtig luft og kold, tør luft, og det finder man blandt andet i de sydøstlige hjørne, hvor varm luft fra Den Mexicanske Golf møder luften over fastlandet. For eksempel i staterne Florida, Alabama og Mississippi.

Sidste uges tornado, der har fået navnet Rolling Fork-Silver City Tornado, bidrager til statistikken, der samlet placerer starten på 2023 på en tredjeplads over flest tornadoer registreret i januar, februar og marts i USA siden 1950.

De seneste måneder har givet usædvanlig mange tornadoer i USA. Lige nu er det tredjeflest registreret nogensinde. Grafik: Anders Brandt, DR Vejret.

Rolling Fork-Silver City Tornado viser også, hvor voldsom et vejrfænomen, en tornado er, når den rammer byer. Oprydningsarbejdet er stadig i gang, og lige nu hedder formuleringen, at "mindst 26 mennesker" er bekræftet omkommet.

Da tornadoen var kraftigst, var det med vindhastigheder på over 270 kilometer i timen og en bredde på omkring 1,2 kilometer, som den flyttede sig over landskabet med.

Grafikken viser vejrsituationen, der skabte tornadoen. Det var i mødet mellem varm luft fra syd og køligere, tør luft, at kraftige tordenbyger opstod, og i dem blev tornadoen skabt. Grafik: Anders Brandt.

Selv om marts endnu ikke er ovre, er det svært at få nogen af de amerikanske eksperter til at vurdere, hvornår tornadoer vil opstå. Normalt rammes USA samlet set af omkring 1.000 tornadoer om året.