Tyskland: Hårdt uvejr har kostet seks mennesker livet

Flere dages uvejr er endnu ikke slut. Det ser ud til, at det fortsætter over syd- og midt Tyskland samt Frankrig.

I Düsseldorf har en voldsom storm fået træerne til at vælte ind over cykler og biler. (Foto: © Martin Gerten, Scanpix)

Uvejr af den type, som onsdag kan risikere at ramme Danmark, ramte i pinseweekenden og også tirsdag flere lande syd for os.

Det var tordenbyger og kæmpe hagl, som har hærget i Holland, Belgien og Tyskland.

Værst er det gået ud over Tyskland, hvor seks mennesker har mistet livet i forbindelse med uvejret. Det skriver blandt andre NRD.de og Wetteronline.de

Tirsdag aften rasede en kraftig storm i det sydlige Niedersachsen, og det gik især ud over Kassel, hvor vand trængte ind i både private huse og også offentlige bygninger.

Biler blev smadret, og væltede træer og nedfaldne køreledninger skabte store problemer for trafikken.

Varm luft fra syd presser på

Prognosen for de kommende dage viser, at det hårde uvejr ser ud til at ligge over midt- og syd  Tyskland og Frankrig, forklarer DR Nyheders vejrvært Mikael Jarnvig:

- Uvejret er opstået på grænsen mellem en varm luftmasse fra den Iberiske halvø i syd og den køligere luft fra Atlanterhavet.

- Det er netop den køligere Atlanterhavsluft fra vest, der nu presser den varme luft mere syd på.

Sådan sender du billeder til vejret

Har du vejrbilleder eller videoer, som du vil dele med DR Vejret og vores brugere, kan du enten maile dem til 1212@dr.dk eller til vejret@dr.dk.