Kigger du ud på en sveden, gul græsplæne og drømmer om, at den snart står flot og grøn igen?
Så kan du godt væbne dig en med god portion tålmodighed.
Der er nemlig ikke udsigter til, at vi slipper af med tørken lige foreløbigt.
Det forklarer meteorolog og vejrvært på DR Anders Brandt.
- Problemet lige nu er, at udgangspunktet for at slippe af med tørken ikke er særlig god, siger han.
Det er til trods for, at det har regnet mange steder i weekenden, og at der også er udsigt til regn i den kommende uge.
Det ser nemlig ikke ud som om, at der kommer til at falde særligt meget vand sammenlignet med, hvor tørt det er derude.
Ingen udsigt til 'nedbør af betydning'
Hvis vi ser frem mod de kommende dage, er der kun udsigt til lidt eller ingen regn, så her vil tørkesituationen bare blive værre.
Sent tirsdag og frem til onsdag venter der til gengæld regn- og tordenbyger, der kommer ind over Danmark fra sydvest. Forventningen er, at det kan give en del regn - lokalt i omegnen af 10-15 millimeter, fortæller Anders Brandt.
- Det kan kortvarigt ændre på tørkesituationen, men herefter skal vi lede med lys og lygte i prognoserne for at finde nedbør af betydning, siger han.
- Ifølge de seneste prognoser, der strækker sig ti dage frem i tiden ser det ret tørt ud efter onsdag.
22 dage uden regn indtil i torsdags
Samtidig fordamper der hver dag vand fra jorden og planter. For en våd, vandmættet jord regner man med en fordampning på, hvad der svarer til fire millimeter regn om dagen. Lige nu er tallet nærmere på to millimeter per døgn, fordi jorden er knastør, forklarer Anders Brandt.
- De næste ti dage skal vi således på landsplan have mindst 10 til 20 millimeter regn bare for, at holde trit med fordampningen – og for tørkeindekset skal nå under det nuværende niveau. Og det ser det ikke ud til, vi får, siger han.
Selv efter weekendens lokalt kraftige byger har den generelle tørkesituation ikke ændret sig meget. Tørkeindekset er på landsplan faldet fra 10 før weekenden til nu 9,8.
- Det svarer til, der mangler 98 millimeter vand i jordens vandmagasiner, og her i sommermånederne er fordampningen størst.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Man kalder det et tørkedøgn, når indekset er over 9.
- Det betyder, vi skal have store mængder regn for at slippe af med tørken.
Maj i år var den tørreste i 15 år, og juni er også kommet knastørt i gang. Den landsdækkende tørkeperiode sluttede dog i torsdags efter 22 dage uden regn.
Du kan dykke ned i de knastørre tal om tørken her.
Hvor tørt er det egentlig lige nu historisk set? Det kan du blive klogere på i den her artikel.