Theilgaard: Derfor er der tøvejr på Nordpolen

En usædvanlig strøm af varm luft fra Portugal har kortvarig fået temperaturen på Nordpolen op på frysepunktet.

Den varme luft strømmer fra Azorerne op over Nordsøen og videre nordpå. Det er det dybe lavtryk syd for Island, der er den største trækhest. (© DR vejret)

Vejret denne jul har været ganske usædvanligt mange steder på kloden.

I Europa har den flere steder været rekordvarm, og i England døjer man med historisk voldsomme oversvømmelser.

I USA oplevede man en lavtryksudvikling, der medførte flere tornadoer, hvilket er sjældent på denne årstid.

Lavtrykket fra USA har fortsat sin rejse ud over Atlanterhavet, hvor det forstærkes, mens det drejer nordpå vest for Irland på vej mod Island, som må forvente en gedigen storm med kraftig nedbør i det næste døgn.

Ny varmerekord på Nordpolen

Lavtrykket vil samtidig trække meget varm luft fra Azorerne nordpå gennem Nordsøen og videre nordpå vest om Norge til Svalbard.

En kort overgang i nat vil varmen nå frem til Nordpolen, der ser ud til at få en ny decembervarmerekord.

Hidtil er den den højeste december temperatur på -6 grader, men der er en god chance for, at temperaturen for første gang i en december måned kan kommer over frysepunktet.

En usædvanlig varme så langt mod nord skabt af et ret så usædvanligt lavtryk ved Island.