Store dele af Danmark er stået op til snekaos: Aftager først i løbet af formiddagen

På Bornholm fortsætter vintervejret resten af torsdagen.

En kraftig snestorm har ramt store dele af Danmark. (Foto: © Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix, BAX)

Efter halvandet døgn med snestorm hen over store dele af Danmark er man mange steder i landet stået op til, at vintervejret er fortsat med sne og fygning.

I den nordlige og østlige del af Jylland samt i Nordsjælland er der faldet mellem 30 og 40 centimeter sne, mens den kraftige blæst stedvis har skabt meterhøje snedriver.

Vejene er sneglatte og nogle steder ufremkommelige, og flere politikredse fraråder al unødvendig udkørsel på grund af vintervejret.

Snefygning til langt op ad formiddagen

Selv om det voldsomme vintervejr over store dele af Danmark aftager i løbet af formiddagen, vil de store mængder sne, der er faldet, fortsat kunne give snefygning.

Fortsat snefygning i den nordlige del af Jylland frem til midt på formiddagen, mens der kan komme sne over den sydlige del af landet. På Bornholm er der risiko for både sne og snefygning indtil torsdag eftermiddag. (Foto: © DR vejret)

Der er i formiddagstimerne fortsat risiko for snefygning i hele den nordlige halvdel af Jylland, hvor man har været hårdest ramt af snestormen.

Det samme gælder i Nordsjælland, hvor det frem til midt på formiddagen vil blæse så meget, at der også her vil være risiko for fortsat snefygning, inden vinden lægger sig.

Mens vinden gradvist aftager i den nordlige del af landet, vil det i formiddagstimerne stadig sne hen over den sydligste og sydøstlige del af Danmark.

Vejrkort for torsdag formiddag. (Foto: © DR vejret)

På Bornholm fortsætter snevejret frem til eftermiddagstimerne, og med op til kuling, der blot aftager til en hård vind fra nordøst, vil der på Bornholm være risiko for regulær snestorm helt frem til sent torsdag eftermiddag.

Isnende kulde med ned til 15 graders frost

Efter snestormen venter usædvanligt koldt vintervejr, når kold luft fra Skandinavien og Sibirien strømmer frem mod Danmark fra nordøst.

Vi får de kommende dage dagsfrost med temperaturer, der midt på dagen stadig vil ligge under fem graders frost, og om natten vil temperaturen med rolige vindforhold og relativt klart vejr kunne nå ned omkring 15 graders frost.

Det er dog ikke helt overstået med sne. Fredag kan et område med sne nå op over den sydligste del af landet.