Det er et helt specielt og relativt sjældent vejrfænomen, der i weekenden ramte Libyens middelhavskyst og forårsagede dødbringende oversvømmelser, som pt. har kostet mere end 5.200 mennesker livet og atter tusinder af savnede.
Et tropisk lignede lavtryk blev i ugens løb dannet over Middelhavet. Det specielle lavtrykssystem betegnes som en medicane eller på dansk en medikan.
Ligesom tilfældet er det med tropiske orkaner, så opstår medikaner over relativt varmt hav, men kræver ikke nær så høje vandtemperaturer for at udvikle sig, som det kræves for dannelsen af tropiske orkaner, der normalt først dannes hen over havvand med temperaturer over 26 grader.
Ligeledes kan medikaner udvikle et regulært 'øje', som vi kender det fra de tropiske orkaner.
Som navnet antyder, så er medicane en sammentrækning af ordene mediterranean (Middelhavet) og hurricane, og det har visse ligheder med de frygtindgydende tropiske orkaner, der dannes over de varme tropiske oceaner i sommer- og efterårsmånederne.
Det voldsomme vejr sendte store oversvømmelser ind over det nordafrikanske land. Vandmængderne var så voldsomme, at to dæmninger nær byen Derna i det østlige Libyen kollapsede.
Stormen Daniel gav Grækenland over 1.000 millimeter regn
Stormlavtrykket Daniel blev allerede dannet i starten af sidste uge, hvor det mellem Grækenland og det sydlige Italien sendte store mængder regn op over den østlige og centrale del af Grækenland, hvor det langvarige og kraftige regnvejr gav omfattende oversvømmelser.
I Zagora nær byen Velos i det østlige Grækenland faldt der på fire døgn hele 1.096 millimeter regn.
I løbet af ugen bevægede stormen Daniel sig langsomt videre mod syd over det op til 26 grader varme vand i Middelhavet.
Fredag og lørdag nærmede stormlavtrykket sig den libyske middelhavskyst, hvor det passerede hen over 30 grader varmt vand nær kysten.
Her udviklede det sig yderligere og fik desuden det for de tropiske storme og orkaner så markante øje.
Over 400 millimeter regn i Libyen
Natten til søndag passerede stormen Daniel den libyske kyst nær Bengahazi, hvor det gav kystområderne op til hård kuling og enorme mængder regn, der faldt på ganske kort tid.
Ifølge den nationale libyske vejrtjeneste faldt der på 24 timer hele 414,1 millimeter regn i Bayda, mens der faldt 240 millimeter regn i Marawah i distriktet Jabal al Akhdar.
I Al Abraq i Derna-distriktet fik man på samme tid 170 millimeter, mens der i byen Derna frem til mandag morgen faldt 73 millimeter regn på 24 timer.
De enorme mængder regn skal sammenholdes med, at der i Benghazi normalt falder 3,3 millimeter regn i hele september.
Flere medikaner i et varmere middelhav
Denne type af voldsomme tropisk lignende middelhavslavtryk, kan i et varmere klima blive kraftigere.
Det er en af konklusionerne i en rapport udgivet i 2022 af den fælles europæiske klimatjeneste Copernicus.
Det den højere vandtemperatur i Middelhavet, der er hovedårsagen, og på trods af en fremtidig tendens til generelt færre lavtryk i Middelhavet, vil de lavtryk der dannes, kunne blive kraftigere, og man vil se en hyppigere forekomst af tropisk lignende lavtryk.
I de seneste 40 år er middeltemperaturen i Middelhavet steget med 1,3 grader.
I denne sommer satte Middelhavet ny temperaturrekord, da middeltemperaturen for hele Middelhavet sidst i juli blev målt til 28,7 grader.