Solskin, blå himmel og rolige vindforhold.
Vi siger farvel til vinteren og tager hul på foråret med tørt og stabilt vejr, og der vil være mange solståler at varme sig på i løbet af de kommende dage.
- Frem mod weekenden vil vi fortsat få en del sol og dagtemperaturer, der kan nå op omkring 8-9 graders varme.
Det siger meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.
- Nogle steder skal man dog væbne sig med tålmodighed, da der både torsdag og fredag morgen kan ligge tåge, som vi har set det i dag, og så bliver morgenerne kolde med temperaturer under frysepunktet.
Det er solen, der giver forårsfornemmelser i dagstimerne, mens rolige vindforhold fra nord giver temperaturer omkring frysepunktet og ned til et par graders frost i de mørke timer.
At der er stor forskel på dag og nat, har vi også mærket de sidste par dage, hvor vi er stået op til rimfrost og kold morgenluft, mens dagene har været forårsagtige med op til 9 graders varme.
Vinterligt vejr i vente
Mens de sidste vinterdage i februar har været forårsagtige, er der nu vinterlige forårsdage i vente.
Fra weekenden og i starten af næste uge falder også dagstemperaturerne ned til omkring frysepunktet, siger DR Vejrets meteorolog Anders Brandt.
- Lørdag ændrer vejret sig markant, og forårsvejret afløses af betydeligt koldere vejr. Det er et lavtryk, der bevæger sig ind over Nordskandinavien og videre til Finland, der sender kold polarluft fra Ishavet ned over hele Skandinavien.
Der er stadig overvejende tørvejr i vente, men prognoserne spår også om lidt nedbør, hvilket i perioder kan falde som slud eller sne.
- Med vinden i nord ligger vi i Danmark i læ bag de norske fjelde, så der vil fortsat komme en del sol, men lørdag kan enkelte lokale sludbyger drive ned over landet. Søndag bliver det mest tørt, og mandag kan der komme snebyger.
Temperaturerne falder gradvist i løbet af weekenden, og dagtemperaturerne når ikke over 2-4 graders varme søndag, mens der natten til mandag ventes ned mellem 4 og 7 graders frost, siger Anders Brandt.
Og de kolde temperaturer ser ud til at fortsætte hele næste uge, i følge de seneste prognoser.
At marts byder på koldt vejr med frostgrader er dog ikke udsædvanligt, og selvom temperaturerne falder, er der stadig rig mulighed for at suge D-vitamin til sig.