Der er god grund til at planlægge udendørs aktiviteter i dag.
Sol og varme bliver nemlig nøgleord for vejret over det ganske land, oplyser DMI.
Faktisk kan temperaturerne blive direkte sommerlige og visse steder i landet passere 25 grader for første gang i 2018. Dermed kan vi opleve en såkaldt meteorologisk sommerdag.
Fornøjelsen er dog ganske geografisk begrænset, fortæller vagtchefen hos DMI, Frank Nielsen.
- Det bliver formentlig helt nede ved den tyske grænse og måske i en lille kile op i Jylland, siger han.
Sjælden varme
Krydser temperaturen de 25 grader, mens kalenderen viser april, så er det lidt af en sjældenhed på vores breddegrader.
Senest det skete var i 2007, og i alt er det kun sket 12 gange, siden DMI begyndte at indsamle data for 145 år siden.
- Statistisk skal vi hen omkring den 20. maj, før vi måler 25 grader et sted i Danmark første gang. Det allertidligste, vi har registreret, er den 17. april. Det skete i 1964, siger Frank Nielsen.
Den højeste temperatur målt i Danmark i april er 28,6 grader, der blev registreret i nærheden af Holbæk den 27. april i 1993.
Klassisk forårsdag
Den varme luft trækker op sydfra, og på den måde skaber den en klassisk lun forårsdag.
- Forarbejdet med at varme luften op foregår over Tyskland. Vi får den leveret med en let sydsydøstenvind, og så giver lokal solopvarmning den de sidste grader, siger Frank Nielsen.
Inden man hopper i badeshortsene og stormer mod stranden, er det nok alligevel en god idé at tjekke den lokale vejrudsigt.
Rundt omkring i landet vil der nemlig være store afvigelser fra de sønderjyske temperaturer. Køligst bliver det langs kysterne og på de mindre øer, hvor temperaturen på havvandet sætter sit præg på termometeret.