Snevejr på vej: Der falder mest i Nordjylland

I de sene eftermiddagstimer mandag banker et lavtryk med snevejr på døren i de nordvestlige dele af Jylland.

Snevejr er på vej til først de nordvestlige egne af Danmark. I nat vil det sprede sig til resten af landet. (Foto: © Arne Dørup Jensen)

Vi har taget hul på mandagen med sol og rolige vindforhold.

Stilhed før stormen.

For i løbet af eftermiddagen bliver solen erstattet af skyer, vinden tiltager, og snevejr fra nordvest banker på døren.

Det skyldtes et kraftigt lavtryk, der passerer Danmark i det kommende døgn, og der er udsigt til sne i særligt de nord- og vestlige egne af Jylland fra mandag aften og cirka et døgn frem.

- I løbet af eftermiddagen og aftenen breder nedbør sig ind over landet fra vest. I den nordlige halvdel af Jylland vil den falde som sne ved temperaturer lige omkring frysepunktet, siger meteorolog ved DR Vejret, Anders Brandt.

Mandag aften kl. 22 har lavtrykket med snevejr ramt Nord- og Vestjylland, mens det ledsages af regn mod syd. (Foto: © Kilde: DR Vejret)

I de sydligere egne af landet indikerer de seneste prognoser, at nedbøren bliver en mere sjappet omgang, der kan falde som både sne, slud og regn.

- I løbet af natten breder nedbøren sig videre mod øst, og den vil i store dele af landet gå over i regn eller slud, mens temperaturen stiger til mellem frysepunktet og tre graders varme. Kun i det nordligste Vendsyssel fortsætter snevejret, siger Anders Brandt.

Udover sne vil lavtrykket også sætte gang i blæsevejret. Vinden vil friske op, og der vil i løbet af tirsdagsdøgnet være vindstød af stormstyrke langs Jyllands vest og over den sydlige del af landet.

Varsling om snestorm

For nordvestjyderne er der i tirsdagsdøgnet udsigt til, at 15-30 centimeter sne vil falde. På disse kanter varsler DMI lige nu om snestorm, som er defineret ved, at der falder mindst 10 centimeter sne i løbet af seks timer med en middelvind på mindst 10 m/s.

Prognose fra Harmonie: På modellen ses det, hvor meget sne, der forventes at være faldet tirsdag aften.

Mens nordvestjyderne har flest centimer sne i vente, vil også Østjylland og Nordsjælland få snevejr tirsdag.

- Især i Nordjylland og i Østjylland vil der tirsdag kunne opstå snefygning, der især i Vendsyssel og Himmerland kan blive kraftig, og det er her snestormen bliver kraftigst, siger Anders Brandt.

I Vendsyssel kan der indtil tirsdag eftermiddag være faldet over 20 cm sne.

Det barske vintervejr vil stå på indtil tirsdag aften, hvor lavtrykket har passeret landet, og roligere vejrforhold er i vente. Men onsdagsdøgnet bliver med temperaturer omkring frysepunktet, og landskabet i de nordlige egne vil derfor kunne se vinterligt ud et par dage frem.

Fra kl. 06 i morgen opdaterer vi løbende snesituationen på dr.dk/vejret, og vi modtager gerne billeder til vejret@dr.dk fra der, hvor du bor.