I går aftes fik flere af DR Vejrets seere en påmindelse om, hvor magisk vores nattehimmel kan være.
Mens flere var på jagt efter nordlys, fangede de et fascinerende fænomen kendt som Steve. Det er en sjælden og iøjnefaldende lysstribe, der ofte opstår samtidig med nordlys, men det er ikke det samme.
Steve er kendt for sin stabilitet i modsætning til det dansende nordlys.
Mike Kruse, der fotograferede fænomenet ved Vejers Strand i aftes, forklarer netop dette ret godt:
- Det virker stationært og bevæger sig ikke som nordlys. Med det blotte øje ligner det blot en tåge men med lukkerfunktionen på kameraet træder den røde farve frem.
Her er hans foto:
'Det er et mysterium'
Himmelfænomenet Steve har længe været et mysterium for både forskere og amatørastronomer. Også for den danske astrofysiker ved DTU Space, Michael Linden-Vørnle, er gårsdagens syn på den danske aftenhimmel stadig lidt af en gåde:
- Det er et mysterium, og det er også ret nyt for mig, at det findes. Det opstår som regel sammen med nordlys, så man har længe antaget, at det var en form for nordlys, men det er det altså ikke. Det er første gang, jeg har set det fra dansk jord, siger han.
Lysende luftmolekyler
Flere studier fra University of Calgary i Canada - ofte med fysikprofessor Eric Donovan i spidsen - har tidligere forsøgt at kortlægge himmel-fænomenet. De har blandt andet kunnet konstarere, at hvor nordlys generelt ses nær polerne, kan Steve også optræde længere mod syd.
Nordlys dannes, når solpartikler interagerer med jordens magnetfelt, mens Steve - ifølge studier - formentlig opstår, når varm plasma bryder igennem jordens magnetosfære og ind i ionosfæren under kraftige solstorme. Det skaber friktion, som får de omkringliggende luftmolekyler til at lyse. Resultatet er en smuk, langstrakt lysstribe, ofte i nuancer af hvid, lilla eller grøn, der kan ses på himlen i op til en time.