Se hvornår stormen er stærkest i dit område

Stormen Gorm tager til i løbet af søndag aften. Se her, hvornår vinden er stærkest i dit område.

Sådan ser prognosen for stormen Gorm ud søndag klokken 20. Gorm bevæger sig hurtigt hen over landet.

Danskerne kan se frem til en blæsende søndag aften og nat.

Stormen Gorm begynder for alvor at bevæge sig ind over Danmark søndag aften.

- Det ser ud til, at vinden vil kulminere omkring klokken otte eller ni i aften, siger DRs vejrvært, Anja Fonseca.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:565ab7d9a11f9f1570fb2641

Det er særligt ved vestkysten, at blæsten kommer til at være kraftig.

Ved Vestkysten kan det komme til at blæse op mod 32 meter per sekund, hvilket næsten er orkanstyrke. Men relativt hurtigt vil det kraftigste vindfelt bevæge sig videre til resten af Danmark.

- Herefter vil vindfeltet trække ud over Storebælt omkring klokken 22. Og omkring midnat vil stormen ramme hovedstaden. Og så vil den bevæge sig mod Bornholm et stykke ud på natten til mandag, siger Anja Fonseca.

Generelt bliver det dog meget blæsende i hele landet dagen og aftenen igennem.

DMI varsler om storm med orkanstød i store dele af landet. I Vestjylland og ved den vestlige del af Limfjorden er der varsling om forhøjet vandstand, mens der i Nordjylland er varsling om kuling med stormstød.