Så skete det: 2023 er det vådeste år i dansk vejrhistorie

Vi har netop slået rekorden for det mest nedbørrige år nogensinde.

Den 3. oktober faldt der lokalt mere end 70 millimeter regn. Sådan så det ud, da et kraftigt skybrud ramte Varde. Video: Selina Møller

År 2023 har sat en bemærkelsesværdig rekord.

Nu er året nemlig officielt det vådeste, der nogensinde er målt i Danmark.

Her til morgen nåede den samlede mængde nedbør for 2023 op på 905,7 millimeter.

Ifølge klimanormalen for 1991-2020 får Danmark i gennemsnit 759 millimeter nedbør om året.

Den hidtidige førsteplads som det mest nedbørrige år i dansk vejrhistorie var delt mellem 2019 og 1999, hvor man fik 905 millimeter.

At 2023 slår rekorden som det vådeste år nogensinde er selvfølgelig bemærkelsesværdigt i sig selv, men ekstra bemærkelsesværdig er rekorden med tanke på, hvor ujævnt nedbøren er faldet hen over det forgangne år:

Vi havde blandt andet en meget våd start på året, efterfulgt af et meget tørt forår og forsommer.

Fra ekstremt vådt til ekstremt tørt

Januar og juli slog begge nedbørrekord og blev med henholdsvis 124,5 og 140,8 millimeter de mest nedbørrige gennem tiderne.

Oktober var også usædvanlig våd.

3. oktober bød på det kraftigste oktober-skybrud, der er registreret i Danmark.

Det gav flere steder i Jylland mellem 80 og 100 millimeter, og på landsplan fik vi med 21,2 millimeter årets mest regnfulde døgn.

Stormlavtrykket, der gav stormfloden natten til den 21. oktober, gav også store mængder regn. På 48 timer faldt der på landsplan 20,2 millimeter.

De store mængder regn i 2023 gav oversvømmelser flere steder i landet. Her kører biler igennem vandmasserne på en vej uden for Aarhus. (Foto: © Helle Arensbak, Ritzau Scanpix)

I skærende kontrast til det har 2023 også budt på et par meget tørre måneder:

I maj og juni var Danmark ramt af tørke med flere uger uden en eneste dråbe regn. I de to måneder faldt der tilsammen bare 41,1 millimeter.

Det danske klima er blevet mere vådt

Det vådeste år i dansk vejrhistorie følger en tendens, der har været tydelig inden for de seneste 50 til 70 år.

Årsnedbøren i Danmark har generelt været stigende siden starten af 1900-tallet, men fra 1960'erne og frem til i dag har vi set en markant stigning i den årlige nedbørsmængde, og hele syv af de ti vådeste år har vi haft inden for de seneste 25 år.

På grund af den globale opvarmning, skal vi i fremtidens klima generelt forvente mere nedbør. Et varmere klima giver nemlig også mere regn.