Restaurant på Als kæmper for sit liv: 'Det bliver meget, meget værre i nat'

Ifølge DMI byder det næste døgn på voldsomt vejr med vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand flere steder i landet.

Steven Andersson kan på tæt hånd se, hvordan hans livsværk, restaurant Mommark Marina, kæmper en brav kamp mod Moder Naturs kræfter.

Festlokalet står under vand, og som Steven Andersson selv formulerer det, så "er det ikke engang peaket endnu".

- Det bliver meget, meget værre i nat, siger han.

Medarbejderne har forsøgt at skærme restauranten, der ligger fem meter fra vandkanten på Sydals, med sandsække, og senere vil containere fyldt med sand forsøge at holde bølgerne - og det, bølgerne kan tage med sig - på afstand.

- Hvis der kommer et eller andet ukendt, som ligger ude i vandet, der smadrer igennem ruden, så står vi under vand, siger han.

Vandstanden ved Als forventes at være mellem 1,8 og 2,2 meter over normalen.

Du kan følge med i vejrdækning i vores liveblog eller i TVA Live.