Vi har udsigt til en blæsende og våd nytårsaften, hvor vi omkring midnat kan forvente udbredt og mange steder silende regn sammen med kraftige vindstød.
Dermed er der lagt op til ugunstige vejrforhold for fyrværkeri og i særdeleshed dårligt vejr for raketter.
En frontzone med udbredt og stedvis kraftig regn og vind vil i det næste døgns tid påvirke store dele af Danmark. Regnen og blæsten tager for alvor til i løbet af aftenen, så dermed er der udsigt til en særdeles våd og blæsende afslutning på året.
Allermest regn har man udsigt til i Midt- og Sydjylland, hvor der fra tirsdag aften og et døgn frem kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn.
I løbet af eftermiddagen vil der dog kun være en smule regn hist og her, især i Østjylland, mens det dagen igennem vil være noget mere vedvarende regn i Vendsyssel. Her er temperaturen endda så lav, at der til tider kan være slud og tøsne i luften.
Koldfront breder sig ind over Danmark
Vest for Danmark, ude i Nordsøen, venter et større regnvejr i forbindelse med en koldfront, og regnen går for alvor i land efter klokken 18.
Først i det nordvestlige Jylland, men regnen breder sig hurtigt mod øst og sydøst, så i løbet af aftenen får det meste af landet således vådt vejr. Ved midnat dækker regnen hele landet undtagen de sydøstligste egne omkring Bornholm, Møn og Falster.
Regnen er mest intens i det centrale og sydlige Jylland, hvor man kan forvente mellem 10 og 15 millimeter regn mellem klokken 18 og 24.
Generelt har man udsigt til mellem 5 og 15 millimeter regn i Jylland og på det vestlige Fyn til aften, men ellers kan man forvente under 5 millimeter længere østpå, og længst mod sydøst og øst stort set tørt frem til midnat.
Vinden vil tage til hen over eftermiddagen og aftenen, så vi ud på aftenen og til midnat kan forvente en frisk til hård vind over land og kuling til havs og ved kysterne. Man kan desuden forvente ret kraftige vindstød i det meste af landet, da der i få hundrede meters højde blæser en fuld storm hen over os.
Dermed vil der i perioder komme kraftige vindpust, som typisk vil have en styrke på hård eller stormende kuling nede ved jordoverfladen.
Regnen fortsætter hen over natten, og først onsdag eftermiddag begynder det at klare op fra nordvest.