Prognoserne viser regnfuld og kølig dansk sommer den næste uges tid, og så kan det friste med en ferie syd på. Men det er ikke alle steder, vejret er bedre.
Herhjemme ventes et kraftigt lavtryk at give et større regnvejr, der begynder på torsdag, og det fortsætter formodentligt frem til på lørdag. Og hvem kan så fortænke nogen i, at rejse sydpå i håb om at finde mere varme og solskin til ferien?
Men det er ikke lige meget, hvor man tager hen, for selvsamme lavtryk skaber også ravage i sommervejret sydpå. Jeg har kigget på sommervejret i Europa frem til på søndag, med nedslag i på udvalgte feriesteder.
De næste dage falder temperaturen markant i Nord- og Vesteuropa, og der vil være regn eller byger i de fleste lande.
Man kan tegne en linje fra Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig, tværs over til Milano på Posletten i Italien, og op gennem Centraleuropa til Baltikum og rundt om Skandinavien.
Dette område vil opleve ustabilt sommervejr med temperaturer omkring eller under 20 grader.
Brand varmt helt mod syd
Skal man være helt sikker på varmt og solrigt vejr, er en mulighed at søge mod Sydspanien.
I Malaga er der f.eks. mellem 25 og 30 grader, så langt min prognose kan se ud i fremtiden (10 dage), og det er tørt med solskin i store mængder.
En anden mulighed er Syditalien eller Grækenland. Her er en del varmere med svedende temperaturer mellem 35 og 40 grader. Pyha, siger jeg bare!
Har man nu ikke lyst til at rejse helt så langt, så kan man også finde varmere vejr mod sydøst.
For eksempel finder man 25–30 grader i det østlige Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Men det er ikke helt tørt, nogen dage vil man risikere at løbe ind i sommerbyger.