De seneste fire dage har snebygerne været over landet og givet os flotte, vinterlige landskaber. Og nok også lidt mere pres på morgentrafikken, end hvad pendlerne bryder sig om.
Nogle steder er der nemlig faldet helt op til 20 centimeter, Østerlars på Bornholm er p.t. det sted, hvor de officielle målinger viser mest sne med 19 centimeter. Men har du endnu ikke været ude at mærke sneen knirke under skosålerne, så skal du bruge mandagen på det. Det hvide landskab varer nemlig ikke ved.
Det fortæller meteorolog ved DR Vejret Thomas Mørk.
- Det er med at nyde sneen, for den er snart væk igen. Sneen vil nemlig smelte hastigt både nedefra og oppefra det kommende døgns tid. Efter det varme efterår er jordtemperaturen nemlig stadig omkring fem grader varm i snit hen over landet, og lufttemperaturen vil tirsdag stige til mellem to og fem grader. Onsdag er de sidste snerester formentlig smeltet helt væk.