Ny rekord: Juni er den mest solrige siden 1920

Solen har i gennemsnit skinnet over 11 timer hver dag i løbet af juni måned.

Ikke siden målingerne begyndte i 1920 er der registreret flere solskinstimer i juni. (Arkivfoto) (Foto: © Christian Ringbæk/Scanpix)

Nogle få timer med solskin onsdag morgen betød, at solen nu har skinnet i 304 timer i løbet af juni måned.

Dermed slår juni 2023 den 83 år gamle solskinsrekord på 303 solskinstimer fra 1940.

Der vil komme yderligere solskinstimer til rekorden i dag - og de sidste to dage af juni.

Med den nye solskinsrekord overgår juni 2023 nogle af de solrige juni måneder, der står indprentet i hukommelsen som de mest solrige gennem tiderne.

Juni 2023 slår foreløbigt den solrige juni i 2018 med 13 solskinstimer, mens den solrige juni i EM-sommeren 1992 bliver slået med mindst 10 solskinstimer.

Den nye junirekord skriver sig foreløbigt ind på en sjetteplads over mest solrige måneder i Danmark.

Den mest solrige sommermåned var 2018 med 338,5 solskinstimer, mens den absolut mest solrige måned i dansk vejrhistorie er maj 2018, der bød på hele 363,3 solskinstimer.

DMI har registeret solskinstimer siden 1920.

Sol fra morgen til aften

Den nye solrekord for juni blev grundlagt i den første halvdel af måneden, hvor solen stort set skinnede fra morgen til aften.

Alene de første 14 dage af juni skinnede solen i 194 timer, og den mest solrige dag blev den 12. juni som bød på hele 15,9 solskinstimer.

Herefter gav det mere ustadige vejr lidt færre solskinstimer, men på trods af lokale regnbyger og en tordenfront, der passerede landet mandag, var der de efterfølgende 13 dage stadig 8,3 solskinstimer i gennemsnit per dag.

I gennemsnit har solen til og med tirsdag i gennemsnit skinnet i hele 11 timer og 12 minutter hver eneste dag i juni måned.

Det er blevet mere solrigt

De foreløbige 304 solskinstimer er næsten 80 timer mere end i en normal juni - eller det der svarer til 34 procent mere sol end normalt.

Ifølge den seneste 30-årige klimanormal for perioden 1991 til 2020 skinner solen i 227 timer i juni måned.

Den solrige juni er en fortsættelse af den trend, vi har set i de seneste 20 til 30 år, hvor vi generelt har fået flere solskinstimer.

Klimanormalen for perioden 1961 til 1990 lød på 207 solskinstimer mod den seneste klimanormals 227 timer.

Alene de seneste 10 år har der i gennemsnit været 240 solskinstimer i juni.

Den solrige trend er ikke kun forbeholdt juni. Den gælder alle årets måneder. Det betyder, at det generelt er blevet mere solrigt i Danmark.

I løbet af de seneste 30 år har vi årligt fået 174 flere solskinstimer i gennemsnit.

Mindre partikelforurening giver mere sol

En af hovedårsagerne til det øgede antal solskinstimer skal sandsynligvis findes i renere og dermed mere klar luft.

Det er ikke kun i Danmark, at vi har fået mere sol. Hele Europa har oplevet en markant ændring i antallet af solskinstimer, hvor det de seneste 20-30 år blevet mere solrigt.

Siden 1980’erne er det gennemsnitlige antal af solskinstimer i Europa ligesom i Danmark steget med næsten årlige 200 solskinstimer.

Årsagen til det øgede antal solskinstimer er ifølge den europæiske satellitorganisation EUMETSAT, at luften i Europa er blevet renere siden 1980’erne.

Fra 1950’erne og frem til 1980’erne udledtes store mængder partikler fra kulkraftværker og industrien. Ifølge EUMETSAT er antallet af partikler i atmosfæren blevet færre siden 1980’erne, hvor strengere regulativer for forurening blev indført.

Den partikelforurenede luft betød både øget skydannelse, og at sollyset blev dæmpet på sin vej mod jordoverfladen.

Den mindre mængde af partikler i atmosfæren, de såkaldte aerosoler, giver ifølge EUMETSAT både en større mængde sollys samt mindre skydannelse. Den kombination angives som hovedårsagen til det øgede antal solskinstimer i Europa.