Nu er det begyndt: Langvarigt kraftigt blæsevejr kulminerer med historisk stormflod

Med en vandstand på over to meter kan vi få den voldsomste stormflod i mere end 100 år.

Kraftig blæst, store bølger og historisk høj vandstand venter de kommende døgn.

Vinden er torsdag morgen begyndt at tiltage fra øst, mens vandstanden langs kysterne ved Østersøen stiger.

Det er kun begyndelsen på to døgn med voldsomt vejr, der kulminerer med en historisk stormflod, som sammen med meterhøje bølger kan sende vandstanden op over to meter i de sønderjyske fjorde.

Regnfuld og blæsende torsdag

Mellem et højtryk over Skandinavien og et lavtryk ved De Britiske Øer vil det frem til natten til lørdag blæse med hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke fra øst hen over Danmark.

Torsdag morgen har der hen over den sydlige del af landet allerede været vindstød tæt på stormstyrke, og torsdagens vejr bliver både blæsende og regnfuldt, mens vandstanden i Østersøen stiger.

Lavtrykket vil torsdag sende fronter med regn op over den sydlige del af landet, mens den kraftige østenvind, der vil blæse med kulingstyrke, gradvist vil presse store mængder vand ind den vestlige del af Østersøen.

Det kan allerede i løbet af torsdagen få vandstanden til at stige til over en meter langs Østersøens kyster, og i løbet af aftenen og natten til fredag vil vandstanden stige yderligere og nå op mellem 130 og 150 centimeter over dagligt vande.

Vejrkort for torsdag eftermiddag. (Foto: © DR vejret)

Kulminerer fredag aften og natten til lørdag

Den kraftige østenvind tiltager i løbet af fredagen, og den vil fortsætte med at presse vand ind i den vestlige del af Østersøen, og det voldsomme vejr ventes først at kulminere fredag aften og natten til lørdag.

Fredag vil det ved Østersøen blæse med hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke, der i løbet af aftenen kan tiltage yderligere, så vindstødene langs Østersøens kyster kan nå stærk storm - og en overgang måske endda nå orkanstyrke.

Ud over de forventede historisk høje vandstande langs Østersøens kyster, giver det meget blæsende vejr i den sydlige del af landet risiko for, at grene kan brække af og træer kan vælte.

Prognose for middelvind fredag aften klokken 23. (Foto: © DMI)

Nye prognoser har vandstand på op til 224 centimeter

Den kraftige og vedvarende blæst sender enorme mængder vand ind i den vestlige del af Østersøen.

Vandet, der presses ind fra øst, kan ikke nå op gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund, og det vil blive stemmet op i de sønderjyske fjorde, der i timerne omkring midnat natten til lørdag vil få de højeste vandstande på over to meter.

De seneste prognoser fra DMI lader vandstanden kulminere mellem midnat og klokken tre natten til lørdag med en vandstand på mellem 210 og 220 centimeter i både Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Højeste vandstand ventes i Haderslev, hvor DMI's vandstandsprognoser har op til 224 centimeter.

Det er historisk høje vandstande, som ikke er set i Østersøen i mere end 100 år.

I den vestlige del af Østersøen ventes vandstanden på Sydøstsjælland, Møn, Lolland og Falster at nå 160 til 180 centimeter.

Prognose for vandstand kl. 01 natten til lørdag. (Foto: © DMI)

Meterhøje bølger

Sammen med den historisk høje vandstand giver det blæsende vejr flere meter høje bølger, der vil slå ind mod kysterne ved Østersøen.

Ud for det sydøstlige Sjælland og Møn ventes bølger på op til seks meters højde, der helt inde ved kysten kan nå op til fire meter.

I den vestlige del af Østersøen kan bølgerne nå tre meter langs kysterne på Als, mens de i den ydre del af Flensborg Fjord og ind mod kysterne i den østlige del af Sønderjylland kan nå en højde på mellem to og tre meter.

Prognose for bølgehøjde fredag aften kl. 23. (Foto: © DMI)

DMI varsler for meget farligt vejr

Det voldsomme vejr har fået DMI til at udsende varsel om forhøjet vandstand i hele den danske del af Østersøen og i det sydlige Lillebælt.

DMI varsler den højeste kategori 3 varsel, der betegnes som "meget farligt vejr".

Derudover varsler DMI for vindstød af stormstyrke langs kysterne i store dele af landet.

Varslingskort fra DMI: Kategori 3 varsel om forhøjet vandstand i store dele af Østersøen. (Foto: © DMI)