Der har været målt meget høje temperaturer på kloden i de seneste dage af juni, og det fik i weekenden også stor opmærksomhed, blandt andet på Twitter, hvor emnet blev flittigt delt.
Der er nemlig blevet målt globalt set en gennemsnitstemperatur, der ligger 0,9 grader over normalen - en meget markant afvigelse.
Og der er flere muligheder for, hvad der forklarer så højt et niveau som de 16,77 grader, som vi nåede 9. juni.
Det fortæller Sebastian Mernild, professor og leder af SDU Climate Cluster på Syddansk Universitet.
- Det er svært at sige 100 procent sikkert, men noget af det, vi kan se, er, at sammenligner vi med 2018, så har vi haft stabilt og vedvarende vejr, domineret af højtryk-systemer, indleder han forklaringen i forhold til det vejr, vi har oplevet på vores del af kloden.
Her sluttede majs middeltemperatur lidt lavere end normalt, og indtil videre ligger juni også under klimanormalen. Men det stabile vejr har givet markant højere temperaturer i vores nabolande, og den vedvarende opvarmning hjælper os godt på vej til kontinuerligt varmere vejr.
El Niño i effekt i de sydlige egne
Særligt på Twitter har der været mange spekulationer blandt forskere og videnskabsfolk om, hvad der er forklaringen. Sebastian Mernild tror dog, at der er særligt to ting, der skaber plads til så høje temperaturer.
- De forandringer, der sker i Stillehavet, er der, hvor vi ser de største indvirkninger fra El Niño, men der er ingen tvivl om, at det har en global effekt med stigende temperaturer.
- Men om det så kan have et specifikt link til det, vi ser her, er svært at sige helt sikkert, og der er altid undtagelser, når det handler om El Niño, siger han og uddyber, at den anden forklaring går igen blandt en stor del af de eksperter, han har set melde sig i debatten.
- Om man kan drage et link, det er meget svært at sige, med hvad vi jo nok kan blive enige om er, at klimaforandringerne spiller ind her, og det er en væsentlig indflydelse. Det vurdererede vi også i FN’s klimapanel, og det her er et eksempel på det. Vores klimasystem er under hastig forandring, men vi kender ikke alle tingene i den her ekspotentielle stigning, vi ser, siger han og understreger, at der stadig er meget at lære om klimaets forandringer, og at tingene kan udvikle anderledes, end vi forventede.
- Over de sidste 50 år, har vi set den største (temperatur-)stigning vi har set i 2000 år.