Irma fortsætter med fuld styrke mod Cuba og Florida

Irma mister pusten langsomt på sin vej mod Florida, men vil stadig ramme Cuba og Florida som en kategori 4 orkan.

Irma efterlader sig et spor af ødelæggelse som her på øen Saint Martin, hvor Irma passerede i går. (Foto: © SOCIAL MEDIA, Scanpix)

Irma har allerede skabt ravage på mange af de caribiske små antiller og har nu passeret Puerto Rico - fortsat som den kraftigste orkan-kategori: kategori 5, med vinde lige under 300 km/t.

Irma aftager kun ganske langsomt i styrke de næste par dage og fortsætter i dag ufortrødent mod Turk- og Caicosøerne lige nord for Haiti og Den Dominikanske Republik.

Fredag og Lørdag passerer Irma nord om Cuba og derefter op mod Florida, hvor det bliver lidt mere usikkert, præcist hvilken rute Irma tager. Men Florida bliver ramt.

Irma har taget en længere tur ude fra Atlanterhavet, hvor den har samlet massere af fugt og energi. Den sidste bid af rejsen ser ud til at blive nord om Cuba og derefter op over Florida tæt på østkysten. (Foto: © National Hurricane Center, (c) DR)

Alt tyder på at Irma vil gå i land i Florida på lørdag og rammer med vindstyrker oppe omkring 230-250 km/t, og dermed en kategori 4 orkan. Irma vil dermed fortsætte med at være livsfarlig for sine omgivelser, og ødelægge i et stort område omkring sin færden både i form af kraftig regn, flodbølger og de selvsagt utroligt kraftige vinde.

Nogle steder kan der falde op mod en 0,5 meter regn og sammen med stigende vandstand og høje bølger, vil det skabe store problemer i områderne omkring Irma.