I morgen ændrer vejret sig: DMI varsler skybrud i store dele af landet

Kun vestjyderne og bornholmerne ser ud til at gå fri af morgendagens kraftige regnskyl.

For lidt over en måned siden, den 4. august, blev København ramt af et kraftigt regnskyl. I morgen er der mere på vej. (Foto: © Thomas Sjørup/Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix)

Hvis man kan lide sol og varme, er det med at nyde dagen i dag, for i morgen slår vejret om.

Temperaturen falder, blæsten tager til, og Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, varsler skybrud og kraftig regn i størstedelen af landet.

Varslet gælder fra i nat klokken 02 til mandag klokken 21. DMI forventer, at der i tidsrummet kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn, som kan være ledsaget af lokale skybrud og torden.

Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter.

Kortet her viser varslet fra DMI. De gule områder er defineret som "voldsomt vejr". Intet varsel i de hvide områder. (Foto: © Screendump fra DMI)

- Vi har haft usædvanligt sensommervejr med høje temperaturer for årstiden, men i morgen falder temperaturen til et sted mellem 17 og 23 grader, når det bliver varmest, siger DR's vejrvært Louise Gade Sig.

- Det helt store temperaturdrop kommer tirsdag, hvor termometeret maks kommer op omkring 15-18 grader. Det niveau kommer til at præge resten af ugen, siger hun.

Regn og blæst over store dele af landet

Ifølge DMI er det et lavtryk, der bevæger sig op mod os fra Italien, der kommer til at give regn til store dele af Danmark i morgen.

- Vejret begynder mere og mere at ligne efteråret, som vi kender det med regn og rusk og markant lavere temperaturer, siger Louise Gade Sig.

Udover regn kan nogle af os også se frem til mere blæst. Vinden bliver jævn til hård og kommer fra nordvest, og ved kysterne kan vi nogle steder komme op på kulingstyrke.

Bornholmerne kan mandag aften få fornøjelsen af vindstød op til stormende kuling, oplyser DMI.

Generelt set skal vi nok til at finde efterårstøjet frem, for femdøgnsprognosen lover lidt af hvert, som vi kender det for årstiden.

Vejrudsigten for de næste fem døgn ser således ud. (Foto: © DR vejret)

- Det vil alt i alt komme til at føles ret efterårsagtigt. En våd klud i ansigtet efter denne periode med bragende sensommervejr, siger Louise Gade Sig.